Det er i grunden for-underligt: Man bruger hele sin ungdom på at slippe væk fra sin barndom. Og hele sit voksenliv på at søge tilbage. Det er den umulige cirkel, som tiden på én og samme tid forhindrer og fuldstændiggør – når den tid kommer. Ens barndom er ikke kun een erindring. Det er ikke kun min historie. Det kan også være et stykke Danmarks historie, hvis man sætter sig ind i det.
Jeg har det privilegium, at min familie stadig bor i mit barndomshjem. På den måde bliver det til en rejse tilbage, hver gang jeg er på besøg. Det er ned ad memory lane, når jeg drejer til venstre i indkørslen. Det står der endnu – moreltræet, gammel og kroget. Stammen op gennem træet er nu unaturligt tyk. Jeg husker den ikke sådan. Normalt er alt andet jo meget større i børnehøjde. Det var legestativet for min søster og jeg. Den var signaturen på vores barndom. Når der ikke var sne, så sad vi deroppe. Min storesøster havde den bedste gren. Det var en dronningestol, som ingen anden måtte indtage, når hun var til stede. Jeg havde den højeste gren, hvor de færreste turde kravle op. På den måde delte vi sol og vind lige.
Én gang om året var det et familietræ. Da blev der plukket bær til spisekammeret. Min mor henkogte dem i sukkerlage. Det var desserten om søndagen hele vinteren. Til påske var de kedelige selv med flødeskum på. Men to måneder senere var der nye forsyninger. Jeg har hvert år siden bestræbt mig på at komme forbi træet i sæsonen for at spise mig endnu en mavepine til. På nogle områder bliver vi mennesker aldrig klogere.
Min farmor plantede moreltræet. Gården, som ligger på Hindsholm på Fyn, har altid været i familiens eje. Dyrene er for længst væk. Min søster og hendes mand har ombygget stalden til en lejlighed, hvor min gamle mor bor. Gården blev bygget af min farfar i 1925. Han var statshusmand. Han ejede gården og dyrene, men lejede jorden af staten. Han var således søn af lensafløsningen. Den var fuldstændiggørelsen af 1849 grundloven, hvor vi alle officielt blev lige. Adlen mistede deres privilegier. De måtte samtidigt afstå jord til udstykning for husmandsbrug. Vores gård lå ganske vist på præstegårdsjord. For præsterne skulle ved samme lejlighed kun være præster. Kirkerne leverede således også jord. Der var nemlig jordhunger dengang.
Det var den mest progressive og samtidigt mest glemte sociallov, hvor 8000 daglejere med et slag blev selvejere; blot man stillede med et beskedent indskud og i øvrigt var ædruelig.
Jeg husker stadig min farfar i én af mine allerførste erindringer. Jeg rækker op efter dørhåndtaget. Han sidder der i sin lænestol. Det er bevidstheden om livets første kode knækket. Dørhåndtaget, der åbner døren ind til min bedsteforældres stue.
Min egen far var derimod gårdejer. Men det erfarede jeg først mange år senere, da jeg fandt hans breve fra banken. Han frikøbte jorden, da han overtog gården efter sin far. Men i min barndom var han også husmand. Han var radikal. Det var husmænd. Han sad i byrådet og var socialudvalgsformand. Jordeje og velfærdsstat tog livet af Husmandsstanden. De bidrog for lidt til fælleskassen med deres lave indkomst, sagde man. Og de producerede for få fødevarer til den sultne, stadig voksende, hær af industriarbejdere og den ligeså sultne og voksende stand af offentlige ansatte.
Men det var dog selvforsørgelse i den mest grundtvigske betydning – ”I rigdom har vi drevet vidt, når få har for meget og færre for lidt”.
Det var integreret landbrug. Køerne leverede mælk. Når mælkemanden hentede dagens produktion, leverede han valle tilbage fra mejeriets smørproduktion. Det var føde til grisene. Een af disse tog vi ud af folden en gang om året. Den måtte lade livet i garagen for hjemmeslagterens boltpistol. Det var festdagen. Det var et overflødighedshorn af frisk kød. Det var finker og sylte – alt godt fra grisens hovedet. Det hele blev brugt. Det var samtidig også enden på en lang tørke, når resterne fra den sidste skulle spises. Det fik en dag min søster til at udbryde: ”Hvis det her fortsætter, får jeg skørbug.”.
Et andet af årets højdepunkter var kyllingerne. De kom i kasser. Lyden fra dem har jeg stadig i ørerne, når låget blev løftet og man tog det lille dunede kræ op af kassen og lagde den ind under varmelampen. Senere skulle jeg erfare, at det er med kyllinger, som med teenagedrenge. De bliver alt for hurtigt store, grimme og ildelugtende.
Kyllingeeventyret sluttede den dag, hvor vores faste aftagere pludselig valgte at gå i supermarkedet, hvor de kunne få mange flere kyllinger for det samme, hvis de købte dem på frost. Nu om dage, når man rigtigt skal flotte sig, så investerer man i en ”herregårds” kylling. Jeg husker den som ”husmands” kylling. Min mors grydestegte kylling, proppet med persille, med frisk agurkesalat samt rabarberkompot og den brune sovs til de nye kartofler kan stadig få mit mundvand til at gå.
Da jeg blev født i 1965 brødfødte gården 4 voksne og to børn. Da jeg forlod den, var stalden tom. Gården lå på en blind vej, hvor asfalten endte. Det kunne have været en blindegyde. Men jeg ved, at det ikke er sådan. For den fortsatte jo. Den blev til en privat markvej. Det var min vej ud til skole og til sport i Dalby. Jeg skulle ikke være husmand. Jeg lærte samtidigt, hvis man holdt fast i retningen til venstre, så ville man komme tilbage. For så gik man rundt. Det var den udvidede tur om vores 11 tdr land. Det er nu en af Kerteminde Turistbureaus anbefalede vandreture. Den er nu ikke så god som dengang. Det er nærmest et industrikvarter. Svinefabrikker, der arbejder i døgndrift, hvor lyset i staldene er tændt hele natten. Svinene skal kunne se at spise. Omkostningerne skal ned.
Det hedder differentieret landbrug. Det kan godt være, at det gamle ikke kunne gå, men et hang dog sammen. Og ting, der ikke hænger sammen vil heller ikke gå – i længden. I hvert fald ikke målt i klima, biodiversitet og miljø. Den nye treenighed, der er gået hen blevet lidt af en religion for mig – Eller som jeg ynder at kalde: Det Løgstrupske, samlede skaberværk.
Det er netop differentialet, som er problemet. Det døjede jeg også med det på Odense Universitet senere i livet – Det er forståelsen af, at det er den sidst tjente krone, det handler om. Der hvor man holder alt det andet konstant. Men det er netop i konstanterne, hvor den virkelige værdi ligger, herunder treenigheden. Det glemmer man, når det handler om kiloprisen på svinekød holdt op imod en given kostpris.
Det er desværre virkeligheden. Men har vi mennesker det ikke med at hylde dem, som gør det umulige muligt? Er det ikke at gøre det samme; bare med modsat fortegn? – at gøre det virkelige uvirkeligt. Det handler ikke om at vende tilbage. Det er ligeså umuligt som at genoptage sin barndom, Men der må være en syntese nedad vores alle sammens markvej – hvis man altså forstår livet baglæns og lever den forlæns, som den gode Kierkegaard forsøgte at fortælle os.
PS. Omvendt hvis man vender sig mod sin fortid, vil man alt andet lige gå baglæns ind i fremtiden – tænker jeg!