Kampen for øjeblikket

Skil det hele ad, Men gør det, mens det virker. Saml det så igen. Sig nej den næste dag. Sig ja den næste uge – det næste år. – Peter Sommer

Cogito ergo sum – Jeg tænker, derfor er jeg – Descarte

Nogle vil nok spørge: ”Med hvad, du?”. ”Bare øjeblikket” – ville jeg svarer. De fleste af de nogle vil sikkert tænke: ”Nu rabler det sgu for ham, igen”. Sådan har jeg det også på de dårlige dage. Men på de gode dage er ”kampen for øjeblikket” fortællingen om alt. Det Hawking og Holger Bech Nielsen light. At forstå verden i den mindste enhed. Øjeblikket er atomet målt i tid. På den måde er kampen for øjeblikket et enkelt slag kæmpet i den store krig over tid.

Et øjeblik er 4 sekunder. Det er så lang tid, du kan holde blikket indtil det neurale system får dig til at blinke. Så starter der et nyt. Ellers tørrer hornhinden du. Det lidt ligesom i livet. Øjeblikket fordrer bevægelse – ellers tørre øjet ud.

Øjeblikket i den forstand tænker vi ikke over. Man er kun bevidst om blinket med øjet, når man får noget i det. Men så er vi jo omvendt heller ikke bevidst om, hvad man ser, men kun optaget af at have fået noget i øjet. At handle uden at blinke er netop at agere intuitivt. Du er så sikker i din sag, at du ikke lige skal blinke engang for lige at få et nyt perspektiv.

Øjeblikket på spillefilm er 24 billeder i sekundet. Det er også så mange, at den menneskelige bevidsthed ikke kan registrere skiftet. Ellers havde det ikke været en film, men 130.000 still billeder vist lige efter hinanden på halvanden time.

Når ting bare tager et øjeblik, så kan man godt lige vente. Man behøver ikke inkludere tiden i forhold til lige at foretage noget andet imens. I et øjeblik er tiden en konstant.

Øjeblikket er at stå og betragte sommerfuglenes dans henover min blomstereng i baghaven. Det er, hvor man tager en dyb indånding af frisk kølig morgenluft, mens gøgen kukker, hanen galer og fuglene synger hver sin sang. Det er en kollage af lyd og duft, som danner et indtryk af en ren symfoni.

Det er  insekterne i kvashegnet lidt længere nede. Disse fremmedartede væsener, som lever deres helt eget liv, mens de spiser mit afklip i en hastighed, som umuligt kan konstateres lige i det samme(over et år er det dog ca 10-20 cm. men så smider jeg bare noget mere ovenpå). Insekterne gør, at jeg kun fodrer fugle om vinteren. Men lige nu har de arbejdsro, fordi jeg står der.  Vi er adskilt, forbundne i det evige kredsløb. De æder mit lort, men det er ikke sådan, jeg ser på det, lige der. Vi er forbundne – adskilt.

Det er en tidlig sommermorgen i Hjelmbugt svømmende udover stenene i det lave vand. Dønningen vender småstenene i vandkanten, som skaber den rislende lyd i baggrunden. Jeg bliver aldrig herrer over havet. Jeg kan springe i det, som jeg er i gang med at gøre lige nu. Men jeg må gøre det forsigtigt. Ellers rammer jeg bunden. Jeg kan springe i, hvis det er på dybt vand. Men hvis jeg ikke kan svømme, vil jeg drukne. Havet er nådesløs. Det er det, som gør den så dragende. Jeg må underkaste mig betingelsesløst. Lykken er at være med havet – At man mestrer det. Så ridder man på bølgen. Lige nu er det bunden, der har min fokus. Jeg træder forsigtigt frem for at holde balancen på de glatte sten. Jo mere hud, der dækkes af vand. Jo mere hiver jeg efter vejret. Resten af kroppen siger nej. Jeg må beslutte mig til at komme helt under. Jeg ånder afslappet efter at have besluttet mig. Ubehaget er faktisk behageligt, når man mærker, at varmen indefra tager over. Jeg tager de første svømmetag.

Det er følelsen af den absolutte frihed, når flyder der helt nøgen der i vandet. Det er, når lykken kommer til een. Det er der, hvor alt andet er siet fra. Det er der, hvor alt det relative er absolut underordnet . Det er der, hvor man glemmer alt. Tiden står stille i en evighed.

Det er væren til stede, der giver mening i sig selv. Et øjeblik, der er værd at kæmpe for.

Alt dette bliver pludselig timeligt en vinterdag i en strid sidemodvind, hvor stanken fra svinefarmen, jeg passerer, blander sig med haglbyggen, der ville have været sne, hvis det i stedet havde været mig som dreng på cykel på vej i skole og ikke denne gamle mand, som kæmper mod kroppens forfald. 

Øjeblikket fordrer tid. Der skal være styr på tiden for at kunne se bort fra den. Ligesom med penge. Man kan kun for alvor hævde, at penge ikke betyder noget, hvis man har rigeligt af dem. Mens penge har helt enorm betydning for dem, som ikke kan få det til at hænge sammen. Man ikke bare trykke nogle flere. Penge er jo bare et middel til at gennemføre transaktioner af varer og tjenester. Så man kan i virkeligheden kun løse de fattiges pengeudfordringer ved at tage de riges penge og give dem til de fattige. Men så bliver de rige fattige. Vi bliver alle rigere i et mere lige samfund. Det er på grund af de lave transaktionsomkostninger i de lige samfund. Det hævder Nørretranders ihvertfald – min guru i de fleste spørgsmål. Der kommer desværre bare nogle andre omkostninger – Bureaukratiomkostninger. Som godt nok gør også endnu mere rige. Men det gør os ikke nødvendigvis ikke mere lykkelige. Det er heller ikke godt for klimaet. Det er kampen om depoterne, som Tor Nørretranders taler om. Når vi kæmper for at opbygge depoter af kredsløbets materialer, så skaber det ubalance i naturens ellers naturlige balance. Det er fotosyntesen drevet af sollys, som vi fucker op. Vi skal æde hinandens lort. Den Co2 vi udleder, når vi trækker vejret, bruger planterne ved at tage kulstoffet ud af klimagassen. Deres affald udleder de så i form af  ilt. Det var gået godt, hvis man ikke lige havde hentet tusindvis af års indlejret CO2 gennem kul og olie. Kommet det i store depoter, for at brænde det af – frigive gammelt CO2.

Samtidigt optager planter kvælstof og fosfor via rødderne. Det kommer fra vores pis og lort. Det er ikke så godt, når det er menneske pis og lort. Det kan man blive syg af. Vi kan så lave pileanlæg, som tager sig af vores lort og omdanner den til ilt. Samt skaber noget biomasse, som vi så kan brænde af og varme os på. Vores dyrs pis og lort er knap så farligt. Problemet er bare, at vi ophober enorme depoter i form af kød bjerge, som vi så sælger ud af, blandt andet til folk, som bor på den anden side af jorden. Det giver en overproduktion af pis og lort fra dyr, som ender ude i åer og fjorde, hvor alger tager for sig af ilten og lægger sig på bunden.

Det er alt sammen noget, vi lærte i 2. klasse. Eller hvornår det nu var, at vi startede med at have biologi. Vi har bare glemt det, fordi verden er langt mere kompleks end som så. Eller det er i hvertfald, hvad vi bilder os ind, at den er. Så er det godt, at vi netop har Tor Nørretranders til at få os tilbage på sporet. Og for den sags skyld den her hjemmeside, hvor jeg bliver ansporet til at repetere, hvordan det lige er, det hænger sammen.  Det er kampen for øjeblikket for mig.

Kampen for øjeblikket er både handling og ord.

Handling: Jeg er spiser næsten ikke kød, men det handler ikke kun om, at det er dårligt for klimaet. Jeg flyver mindst muligt, ikke kun fordi det forurener. Ligesom jeg forsøger at køre så lidt muligt i bil.

Det er ikke for at være hellig. Jeg gør det, fordi jeg synes mad med grøntsager og bønner smager meget bedre. Og det er godt for mit helbred og dermed mit velvære. Jeg bliver nok aldrig hel vegetar, dertil elsker jeg bacon for meget. Aalbæks den økologiske ganske vist. Alt andet ville være hykleri. Den koster spidsen af en jetjager. Så derfor spiser man så lidt som muligt. ”Enten gør vi det ordentligt eller også gør vi det slet ikke”  – som de siger i deres reklamer.

Jeg flyver ikke på ferie. Mest af alt, fordi jeg hellere vil bruge mine ferier og fritid i vores hus på Møn. Jeg udlever selv en klimasynd ved at have to boliger. Lejlighed i København og hus på m Møn.  Jeg kører bil derned, men undgår mest af alt bil i København. Det gør jeg, fordi jeg hader at køre bil inde i byen. Og jeg elsker at cykle. Det er en benzin bil. Drømmen er at få en EL bil. Men min nuværende er en lille bil. Det er en god bil. Den starter hver gang. Den er betalt. Den kan ikke skrottes. Det ville være miljøsvineri, nu hvor den er produceret. Hvis jeg købte en EL bil ville jeg sælge den. Så ville der bare være en anden, som kørte i den og brændte benzin. Det ville ikke skabe en renere verden. Vi er således alle syndere. Jeg tager min byrde.

Det ændrer ikke på, at min drøm er at blive CO2 neutral. Det skal vi alle sammen være om 25 år. Der er 85 år. Jeg skal jo starte nu, hvis jeg vil være med på den bølge. Og jeg bliver nødt til at ende med at gå i negativ for at kompensere for at have været CO2 udledende hidtil.

Jeg ved ikke om det er muligt. Det er mit projekt. Det sidste projekt i rækken af de mange projekter, jeg har kastet mig ud i. Jeg er i grunden aldrig lykkedes med noget. Til gengæld giver det mig ikke de helt store forventninger at leve op til. Det er samtidigt en befrielse at give sig i kast med noget, som egentlig ikke lykkes. Der er ingen forpligtelse. Der er således en enorm frihed i at gøre forsøget. Det kampen for øjeblikket – Det evige liv. Perfektion er nu engang en tilstræbelse.

”People do things for good reasons” læste jeg engang i en bog. Den hed: ”Når flokdyret fejler” af Henrik Tingleff. Jeg gør mine ting af ovennævnte grunde. I den store sammenhæng er de ligegyldige. Men de er samtidig lige så vigtige, som hvilken som helst andre grunde. Jeg vil ikke hævde at have patent på, hvad der er rigtigt. Og hvad der er forkert.

Det bør dog være hæve over enhver tvivl, at min adfærd er en kende mere bæredygtig i forhold til klima og miljø. Ligeså hævet over enhver tvivl, er det, at jeg er umådelig privilegeret i forhold til levere handling i klima spørgsmålet. Jeg skal blot justere min adfærd.

Det er ud af det paradoks, jeg kæmper for øjeblikket.

Ord: At kæmpe for øjeblikket er således også politisk. Det er udveksling af holdninger og synspunkter. Det er at have et rum for at lufte sine tanker og ideer. At gå ind i et parti, har jeg aldrig rigtigt lykkedes med. Jeg kan ikke finde et parti, som dækker mine synspunkter.  For liberal til Enhedslisten og SF. Og for rød til de liberale. For antiautoritær til at passe ind i et magtparti som Socialdemokratiet.

Jeg skrev engang en hulens masse læserbreve om nærmest alt, som aldrig blev optaget i aviserne. I min indignation oprettede jeg hjemmesiden ”stoptankespild.dk”. (Jeg er stadig oppe at køre over navnet). Men det virkede jo ikke. For det var præcis ligeså meget tankespild som i artiklerne, der ikke blev udgivet. Der var nemlig ligeså mange, der læste den hjemmeside, som der læste de artikler, der ikke blev bragt!

Jeg havde brug for at blive mere operationel. Det er klima og miljø, der optager mig. Det, jeg læser og det jeg skriver om, handler i bund om at afmontere frygten for, hvad der kan ske. Et forsøg på at komme overens med at man som enkelt individ er prisgivet. Vi er helt i lommen på Kina og den tredje verden. Selv hvis Kina beslutter at at nedbringe sit Co2 bidrag og den tredje verden udvikler sig på en anden måde end vi i vesten, så kræver det en håndsrækning fra solens side. Den næstdårligste nyhed er, at vi nok har større chance for at ændre Kinas politik end aktiviteten på solen og dermed den kosmiske stråling, danner skyer, som kan redde temperaturen. Den dårligste nyhed er, uanset hvor mange grøntsager jeg spiser, uanset hvor lidt jeg flyver, så gør det ingen forskel medmindre min nabo gør det samme. Men et liv handler om at stræbe efter at overleve, indtil vi dør. Vi må tro på at vi kan gøre en forskel. Og håbe på andre gør det samme. Det er kampen for øjeblikket.

Jeg søgte nye veje på at få indflydelse gennem et pilerensningsprojekt på Møn. Det var befriende at arbejde med noget konkret. Og samtidigt var det sammen med andre. Dette element af at forpligte sig på indhold gennem ”udgivelse”, som der lå i tanken med hjemmeside, fik i forbindelse med pileprojektet noget mere substans. Det har afgjort været min udfordring at moderere mit indhold i forhold til at gøre det relevant for andre. Det opnåes nu engang gennem at blive udfordret.

Manglende resultater i pileprojektet og samtidigt med, at jeg stadig bøvler med at få mine ytringer publiceret, kan jeg mærke, dræner mig. Jeg insisterer dog stadig på at blive ved. Det kampen for mit øjeblik. Alt andet ville være at give op. Så nu er ”stop tankespild” blevet til ”kampen for øjeblikket”. Det er en proces, hvor jeg går fra at insistere på at “udgive” indlæg og læserbreve, som medier fravælger, til at have en kontainer for de reflektioner jeg har og ikke mindst den viden, jeg støder på i det daglige. Og gennem de bøger, jeg læser. Det er min egen huskeliste for at fastholde reflektioner. Så kan jeg tage fat i dem igen og udvikle på dem. Om det er relevant for andre, kan jeg ikke vide. Det er mit bidrag til fællesskabet. Om det kommer til at gøre en forskel, er i virkeligheden underordnet. Det er i det mindste min ventil at at gribe forestillingen om at tage mit ansvar.

Der er mange ”ukonventionelt tænkende”, som udtrykker alverden i de forskellige kommentarspor eksempelvis på Zetlands artikler. Jeg er selv een af dem i al beskedenhed. Men jeg insisterer på hele tiden at fastholde en saglighed og en relevans under selvcensur. Det gør jeg ved, som mindste mål ved at udfordre mig selv på, at det skal kunne tåle at blive offentligt tilgængeligt. At jeg skal overbevise mig selv om, at det dog måtte kunne relevant for andre end mig selv mig.

Det er kampen for øjeblikket.