Blog

Onsdag aftens partilederdebat var på mange måder opløftende nyt for landbrugets grønne omstilling. Man talte helt åbent om nedbringelse af kødproduktion. Det er afgørende nye toner. Der var sågar flertal  i tilkendegivelsen af, hvilke partiledere der selv havde kødfrie dage. En ganske underholdende observation var, at Mette Frederiksen havde åbenlyst svært ved at beslutte sig, om hun havde dette. Det var unægtelig et andet billede af den siddende statsminister, end vi har været vant til!  Selv Jacob Ellemann var tydelig i sit ”Ja” svar.

Den efterfølgende debat fortæller samtidigt også, at der er pænt lang vej endnu. Desværre båret af de borgerlige partiers retorik. Vi hører stadig Ellemann tale om, at dansk landbrug producerer verdens bedste fødevarer. Den får det svært i et fakta tjek. Virkeligheden er langt mere nuanceret. Der er helt afgjort rigtigt mange landmænd, som leverer super produkter. Men han glemmer antibiotikaene, kobberet og zinken, som mindst lige så mange svineproducenter  fylder i deres svin for at holde dem raske og for at holde foderet i dem, fordi søerne føder alt for mange pattegrise per kuld. Ellemann og jeg nærer samme passion for bacon. Men min kødpusher – Ålbæk økologiske friland – udgør sammen med deres kødsegment sølle  0,7 pct af den samlede svineproduktion. Hvis man bygger sine forestillinger om dansk landbrug ud fra Arlas TV-reklamer og højrefløjens retorik, så er man desværre på afveje.

At landbruget skulle lukke, hvis man omstillede til grøn produktion forblev uimodsagt. Venstrefløjen blev beskyldt for at jage dansk landbrug ud af landet med deres krav om grøn omstilling. Trafikken går den helt anden vej. Forestillingen om det danske familiebrug er desværre en illusion. Det er ikke grøn omstilling som truer dansk landbrug. Det er udenlandske kapitalinteresser. Dansk Demetra, der trods navnet, er ejet af den tyske genforsikringskoncern: Munich Re, er en af de store aktører. De har rundt i landet opkøbt landbrugsjord svarende til 3.081 fodboldbaner. Jeg tænker ikke, at sydtyske investorer er voldsomt optagede af vandmiljøet i de indre danske farvande. Det gør de, fordi svineproduktion i DK er den sikreste investering, man kan foretage. Bland andet giver Danmark fuld kompensation ved påbud om nedslagtning af besætninger under kommende zoonoser. Enhver stor monokultur bærer en kæmpe risiko for, at noget sådant kan ske. Dansk landbrug har tjent stort på den kineske svinepest. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også kan ramme os, som det ”måske” var tilfældet med mink.  

Heldigvis var det ikke en del af denne debat. En sådan ville hurtigt have blevet følelsesladet og baseret på spekulationer. Det er blot helt afgørende at have in mente i beslutningsgrundlaget. Pandemier er nu engang apolitiske.

Inger Støjberg har åbenbart ikke brugt tiden i det danske fængselsvæsen til at få opdateret sine nøgletal for landbruget. De mindede til umiskendelighed om de samme som sidst, hvor hun behændigt medtog tobaksindustrien og ikke mindst en ikke ubetydelig minkproduktion. Hun nævnte et tal for beskæftigede i landbruget, som kunne imponere enhver. Hun skulle overveje at inddrage skatteprovenuet ved den samme gruppe. Det er overvejende udenlandsk arbejdskraft. Alle sammen afgjort gode, flittige og arbejdsomme mennesker. Det ville i øvrigt være en god ide at indkalkulere disse i løsningen af personaleudfordringerne i sundhedssektoren. Det gjorde man jo sidste man omstillede dansk landbrug. Nemlig  da man industrialiserede landbruget for at skabe det, vi kalder for vores velfærdssamfund. Dengang var manglende skatteprovenu nemlig en del af argumentet for at trække de overvejende selvproducerende husmænd og dårligt betalte tyende ud af landbruget for at gøre dem til  velbetalte/skatteydende industriarbejdere og offentlig ansatte.

Men stadig er der ingen andre end de borgerlige partier, der aktivt arbejder for nedlukning af dansk landbrug. Franciska Rosenkilde fra Alternativet kaldte det netop for: ”omstilling af landbruget”. Jeg har ingen fantasi til at forestille mig, at grøntsager dyrker sig selv. Slagteren bliver til grønthandler. Slagteriarbejde hører under forædling af fødevarer.  Uden på nogen måder at nedgøre denne gruppe, så tænker jeg, at de overvejede udføre dette arbejde for pengenes skyld. Det er med andre ord ikke afgørende, om de skærer i kød eller de pakker grøntsager, for den skyld forædler bælgfrugter, så længe man yder dem ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Man kan selvfølgelig ikke sætte præcise tal på fremtiden. Det er åbenbart lige så svært som at sætte rigtige tal på den faktiske nutid. Jeg sad personligt og råbte: Holland. Deres landmænd tjener 5 gange så meget som deres danske kolleger på det samme areal. Man klandrer venstrefløjen for ikke at tænke internationalt. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvem der reelt mangler udsyn?

Vi så desværre også en Søren Pape overfuse enhedslistens Mai Villadsen for deres politik om at halvere kødproduktion. Og han fik lov til det af mødelederne. Man kan så sige, at han på den måde endegyldigt fik meldt sig ud af statsministerkapløbet.

Danskerne vil have ordentlighed og saglighed i den politiske diskussion.

Dette er et svar til en artikel bragt i Fyens Stiftstidende og senere lagt på Danmarksavisen.

https://avisendanmark.dk/artikel/landbrugets-formand-klimanationalisme-gavner-ingen-slet-ikke-klimaet

Endnu et debat, som rammer dagens lys!

“Klimanationalisme” kalder landbrugets førstemand det i en artikel i Fyens Stiftstidende og et indlæg på Avisen Danmark, når enhedslisten foreslår halvering af kødproduktion i Danmark. Nationalisme er tidens fyord, Men når man tænker nationalisme som dogmatisk syn fortidens meriter og konstruering af sit eget narrativ til egen fordel, så passer den i grunden bedre på landbruget selv. Man skal passe på med at skyde med skarpt, når løbet peger nedad.

Om man bryder sig om det eller ej, så er det vist åbenbart for enhver, som gør sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i det, at den allerstørste trussel mod klimaet og lighed i verden er den vestlige verdens produktion og forbrug af kød. Vi kan redde verden, hvis VI ændrer madvaner. Dansk landbrug kalder sig verdens fødevarekammer. Vi skaber mad til 15 mio mennesker. Nu er det bare lige, at der går 6 kalorier til at producere een kalorie kød. Så hvis man istedet for at producere foder, kunne man istedet principielt brødføde 80 mio. Og man kan sagtens tjene penge på den slags produktion. Hollandske bønder tjener 5 gange så meget som danske kolleger på eksportmarkederne på det samme areal. Behøver jeg at sige, at deres hjemmemarked til gengæld er 3 gange større?

Når Søren Søndergaard jagter enhedslistens forslag er det helt åbenbart. Men enhedslisten sætter, som de første, bare tal på deres klimahandling. De radikale mener præcis det samme. Og socialdemokraterne er et magtparti. De følger de politiske vinde, når bare de sidder ved bordenden. Alle tæller til 90 i disse dage. Og uanset hvor rosen”rødt” Jacob Ellemann maler landbruget i sine bestræbelser på at please sine bondefødte partifælder, så bliver konventionelt dansk landbrug aldrig nogensinde bæredygtigt, uanset hvor meget man rager til sig af de rigtige ord. Man kalder det for kvælstof. Det er nu engang kemiske betegnelse på overgæret pis og lort fra svin. Det bliver aldrig klimavenligt, når vi i et så lille land laver 36 mio af dem om året. Det er ikke svinene I sig selv. Det er mængden.

Det er helt uomtvisteligt, at dansk landbrug har haft en aldeles afgørende betydning for Danmarks velstand. Man skal bare huske at fortælle den rigtige historie. I slutningen af 1800 tallet omstillede landbruget sig fra agrar til animalsk produktion på ganske få år. Konurrencen på korn fra primært Rusland, som dengang var unklussiv Ukraine, var simpelthen for hård. Man forlængede tilmed svinene for at kunne lave mere bacon. Det passede det engelske marked – Dengang et emperium.

Ruslandskornet er væk på markedet. Klimaudfordringerne fra kødproduktionen er en langt større trussel mod vores alles sundhed og velfærd end noget andet nogensinde har været. Og tilmed lige om hjørnet, kan man laboratoriefremstille protein langt billigere og langt mere miljøvenligt end ved at opdrætte svin.

Så kære landbrug og fødevare – Vågn op! Dansk landbrug har en gylden chance for endnu engang at “redde” landet. Vi har brug for omstillingsparat omstilling. Vi skal tilbage til den agrare produktion.

Tøm svinestaldene. Smæk solceller på taget. Etabler vertikalproduktion i bygningerne. Landbrug skal på højkant. Så bliver der plads til os alle – og ikke mindst naturen og biodiversiteten. Det er da: Handle lokalt – tænke globalt…så det batter.

Det er i grunden for-underligt: Man bruger hele sin ungdom på at slippe væk fra sin barndom. Og hele sit voksenliv på at søge tilbage. Det er den umulige cirkel, som tiden på én og samme tid forhindrer og fuldstændiggør – når den tid kommer. Ens barndom er ikke kun een erindring. Det er ikke kun min historie. Det kan også være et stykke Danmarks historie, hvis man sætter sig ind i det.

Jeg har det privilegium, at min familie stadig bor i mit barndomshjem. På den måde bliver det til en rejse tilbage, hver gang jeg er på besøg. Det er ned ad memory lane, når jeg drejer til venstre i indkørslen. Det står der endnu – moreltræet, gammel og kroget. Stammen op gennem træet er nu unaturligt tyk. Jeg husker den ikke sådan. Normalt er alt andet jo meget større i børnehøjde.  Det var legestativet for min søster og jeg. Den var signaturen på vores barndom. Når der ikke var sne, så sad vi deroppe. Min storesøster havde den bedste gren. Det var en dronningestol, som ingen anden måtte indtage, når hun var til stede.  Jeg havde den højeste gren, hvor de færreste turde kravle op. På den måde delte vi sol og vind lige.

Én gang om året var det et familietræ. Da blev der plukket bær til spisekammeret. Min mor henkogte dem i sukkerlage. Det var desserten om søndagen hele vinteren. Til påske var de kedelige selv med flødeskum på. Men to måneder senere var der nye forsyninger. Jeg har hvert år siden bestræbt mig på at komme forbi træet i sæsonen for at spise mig endnu en mavepine til. På nogle områder bliver vi mennesker aldrig klogere.

Min farmor plantede moreltræet. Gården, som ligger på Hindsholm på Fyn, har altid været i familiens eje. Dyrene er for længst væk. Min søster og hendes mand har ombygget stalden til en lejlighed, hvor min gamle mor bor. Gården blev bygget af min farfar i 1925. Han var statshusmand. Han ejede gården og dyrene, men lejede jorden af staten. Han var således søn af lensafløsningen. Den var fuldstændiggørelsen af 1849 grundloven, hvor vi alle officielt blev lige. Adlen mistede deres privilegier. De måtte samtidigt afstå jord til udstykning for husmandsbrug. Vores gård lå ganske vist på præstegårdsjord. For præsterne skulle ved samme lejlighed kun være præster. Kirkerne leverede således også jord. Der var nemlig jordhunger dengang.

Det var den mest progressive og samtidigt mest glemte sociallov, hvor 8000 daglejere med et slag blev selvejere; blot man stillede med et beskedent indskud og i øvrigt var ædruelig.

Jeg husker stadig min farfar i én af mine allerførste erindringer. Jeg rækker op efter dørhåndtaget. Han sidder der i sin lænestol. Det er bevidstheden om livets første kode knækket. Dørhåndtaget, der åbner døren ind til min bedsteforældres stue.

Min egen far var derimod gårdejer. Men det erfarede jeg først mange år senere, da jeg fandt hans breve fra banken.  Han frikøbte jorden, da han overtog gården efter sin far. Men i min barndom var han også husmand. Han var radikal. Det var husmænd. Han sad i byrådet og var socialudvalgsformand. Jordeje og velfærdsstat tog livet af Husmandsstanden. De bidrog for lidt til fælleskassen med deres lave indkomst, sagde man. Og de producerede for få fødevarer til den sultne, stadig voksende, hær af industriarbejdere og den ligeså sultne og voksende  stand af offentlige ansatte.

Men det var dog selvforsørgelse i den mest grundtvigske betydning – ”I rigdom har vi drevet vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

Det var integreret landbrug. Køerne leverede mælk. Når mælkemanden hentede dagens produktion, leverede han valle tilbage fra mejeriets smørproduktion. Det var føde til grisene. Een af disse tog vi ud af folden en gang om året. Den måtte lade livet i garagen for hjemmeslagterens boltpistol. Det var festdagen. Det var et overflødighedshorn af frisk kød. Det var finker og sylte – alt godt fra grisens hovedet. Det hele blev brugt. Det var samtidig også enden på en lang tørke, når resterne fra den sidste skulle spises. Det fik en dag min søster til at udbryde: ”Hvis det her fortsætter, får jeg skørbug.”.

Et andet af årets højdepunkter var kyllingerne. De kom i kasser. Lyden fra dem har jeg stadig i ørerne, når låget blev løftet og man tog det lille dunede kræ op af kassen og lagde den ind under varmelampen. Senere skulle jeg erfare, at det er med kyllinger, som med teenagedrenge. De bliver alt for hurtigt store, grimme og ildelugtende.

Kyllingeeventyret sluttede den dag, hvor vores faste aftagere pludselig valgte at gå i supermarkedet, hvor de kunne få mange flere kyllinger for det samme, hvis de  købte dem på frost. Nu om dage, når man rigtigt skal flotte sig, så investerer man i en ”herregårds” kylling. Jeg husker den som ”husmands” kylling. Min mors grydestegte kylling, proppet med persille, med frisk agurkesalat samt rabarberkompot og den brune sovs til de nye kartofler kan stadig få mit mundvand til at gå.

Da jeg blev født i 1965 brødfødte gården 4 voksne og to børn. Da jeg forlod den, var stalden tom. Gården lå på en blind vej, hvor asfalten endte. Det kunne  have været en blindegyde. Men jeg ved, at det ikke er sådan. For den fortsatte jo. Den blev til en privat markvej. Det var min vej ud til skole og til sport i Dalby. Jeg skulle ikke være husmand. Jeg lærte samtidigt, hvis man holdt fast i retningen til venstre, så ville man komme tilbage. For så gik man rundt. Det var den udvidede tur om vores 11 tdr land. Det er nu en af Kerteminde Turistbureaus anbefalede vandreture. Den er nu ikke så god som dengang. Det er nærmest et industrikvarter. Svinefabrikker, der arbejder i døgndrift, hvor lyset i staldene er tændt hele natten. Svinene skal kunne se at spise. Omkostningerne skal ned.

Det hedder differentieret landbrug. Det kan godt være, at det gamle ikke kunne gå, men et hang dog sammen. Og ting, der ikke hænger sammen vil heller ikke gå – i længden. I hvert fald ikke målt i klima, biodiversitet og miljø. Den nye treenighed, der er gået hen blevet lidt af en religion for mig – Eller som jeg ynder at kalde: Det Løgstrupske, samlede skaberværk.

Det er netop differentialet, som er problemet. Det døjede jeg også med det på Odense Universitet senere i livet – Det er forståelsen af, at det er den sidst tjente krone, det handler om. Der hvor man holder alt det andet konstant. Men det er netop i konstanterne, hvor den virkelige værdi ligger, herunder treenigheden. Det glemmer man, når det handler om kiloprisen på svinekød holdt op imod en given kostpris.

Det er desværre virkeligheden. Men har vi mennesker det ikke med at hylde dem, som gør det umulige muligt? Er det ikke at gøre det samme; bare med modsat fortegn? – at gøre det virkelige uvirkeligt. Det handler ikke om at vende tilbage. Det er ligeså umuligt som at genoptage sin barndom, Men der må være en syntese nedad vores alle sammens markvej – hvis man altså forstår livet baglæns og lever den forlæns, som den gode Kierkegaard forsøgte at fortælle os.

PS. Omvendt hvis man vender sig mod sin fortid, vil man alt andet lige gå baglæns ind i fremtiden – tænker jeg!

Hvor er den gode gamle opposition? Hvor er den nuancerede, frie, ligeværdige politiske debat? Når  oppositionen herhjemme består af Enhedslisten og Dansk folkeparti samt nyborgerlige nulstiller de nærmest denne fløj i hinandens modsætninger. Hvor er venstrefløjen – kætterne, de udstødte, drengen, der siger, at kejseren ikke har tøj på? Hvem andre end oppositionen kan påpege, hvis flertallet fejler.

Er det netop ikke oppositionens opgave at kvalificere beslutninger gennem den politiske debat? Der er altid to sider af en sag. Debatten bliver heftig. Det handler jo om følelser i sit udgangspunkt. Men det er gennem debatten, hvor stemninger konfronteres. Hvor vi udfordres på vores holdninger. Det er her rationalet introduceres. Det skaber grobund for, at fornuften handler –  Hvor ”Mig” bliver til ”Jeg” – bare på metaplan, som Tor Nørretranders nok ville have sagt det. Uden fornuftens filter bliver følelsespolitik bliver til stemmingspolitik. Det er i virkeligheden essensen af den krig, vi kæmper lige nu. Vi fører Putins krig.

De store kompromisser bygger på afvejningen mellem synspunkter. Det kan godt være at målet her er indiskutabelt – at stoppe en  despot. Men bliver man ikke despotisk, når man udskammer, for ikke at dele ens synspunkter? På mig virker det ikke just demokratisk overskudsagtigt at kaste om sig med læsebrillerne, når et svar fra folketingets talerstol på et direkte spørgsmål modsiger ens egen holdning. Og udviser man demokratisk sindelag ved at tåle en marginal ændring af formulering af tekst til afstemning?

Er Det er ingen tvivl om logikken i ophævelsen forbeholdene. I krig er alliancerne altafgørende. Men hvad så, når krigen er slut. Skal forbeholdene så genindføres? Er det ikke udemokratisk at ændre en øvrigt fuldt demokratisk beslutning, grundet nogle særlige forhold på et givent tidspunkt?

Og så netop de danske EU forbehold. Det er måske det allersmukkeste eksempel i nyere tid på demokratiets styrke. Der var en markant modvilje i befolkningen mod udvidet EF samarbejde. Vi var ikke klar til EU. Gode kræfter satte sig efterfølgende sammen og formulerede nogle kriterier for, hvordan vi dog kunne bevare relationen til fællesskabet trods folkestemningen. Netop for at anerkende et næsten lige så stort ønske om, at Danmark skulle være en del af europa og samtidigt et kommende EU. Kompromisset blev vedtaget. Folket stemte nu for. Der var ganske vist optøjer i gadens parlament. Dog for intet at regne i forhold til den vedholdende antipati fra de såkaldt demokratisk valgte politikere mod at respektere dette, at folket havde talt.

Vi harcelerer over Putins magt over medierne. Men oplever vi ikke præcis det samme med den såkaldt frie presse? De notorisk, gennemredigerede, korte nyhedsindslag på TV blandet med umådeligt langstrakte direkte reportager repræsenterer en tofrontskrig mod den reflekterende frie debat. Hvor er Nej-sigerne i det billede?

Putin styrer medierne. Er det ikke også sådan her? Det startede under Corona. Pressemøderne, hvor regeringsmagten taler direkte til folket sendt live på begge landsdækkende kanaler. Det var tidligere pressens møde med beslutningstagerne med henblik på videreformidling til borgerne. Engang var debatten gennem aviserne med de politiske redaktørers håndtering. Den frie presse lå i mangfoldigheden af bladhuse. Nyhedsmedierne kæmper nu for deres overlevelse. Her er død og elendighed altid godt stof. Man sælger gær og toiletpapir i Netto, når borgere i Butja ligger døde og bagbundne gaderne.

Det er rædselsfuldt – Det er sandheden uden filter. Men filtret er det væsentlige her. Det er netop helt afgørende for at kunne agere rationelt og tage demokratisk funderede beslutninger. Nogle vil anråbe censur. Jeg vil kalde det: animering til refleksion. Det mindst interessante her er handlingen i sig selv. Det er sådan, krig er. Det er barbariet midt i civilisationen, som Carsten Jensen kalder det i sin bog: Bjælken for dit øje. Det er moderne korsfæstelser. Det er rå magtudøvelse ved at sprede rædsel holdt op imod ofrenes symbolskabelse af deres lidelser. I krig er sandheden det første offer, sagde en græsk digter for 2500 år siden. Næste offer er respekten den enkelte døde. Som om deres grumme skæbne ikke var slem nok i forvejen. Nu udstilles deres ydmygende endeligt i den gensidige informationskrig. Næste offer er løsningen. De førnævnte får selskab på dødslisten, som om deres liv i sig ikke var nok, når billederne får konflikten til at eskalere. Det øger afstanden mellem ”Dem” og ”Os” i kraft af, at vi på vores side stimler sammen i vores foragt. Ovre på anden siden inverteres fortællingen. For hvert billede bliver misinformationen af den enkelte russer blot mere udtalt. Derovre er ”vi” deres ”Dem”. Kristendommen har opfordret os til at elske vores fjender. At vi skal vende anden kind til. Det glemmer vi midt i krigens sekularitet. I stedet bygger vi forsvarsværker af bjælkerne for vores øjne, for nu at blive i Carsten Jensen’s bibelske metafor.

Man kaldte aftalen for forsvaret  historisk. Man afsætter 2 % af BNP, som man skulle have haft gjort for 8 år siden. Og det vel at mærke som en gradvis udrulning. Det er nu engang ikke rettidig omhu at handle på bagkant med en langsigten plan for at vise handlekraft i den aktuelle situation. Det er i sandhed ren historiefortælling. Det er genopførelsen af Vestvolden. Man byggede dette værn for at beskytte statsinstitutionerne – kongen og rigsdagen –  mod tyskerne.(Samtidigt bad kongen i øvrigt gennem sin datter den russiske zar om hjælp – Det var dengang. For 150 år siden var europæisk samarbejde at gifte døtrene væk!!!!) Da den stod færdig, var den aldeles overflødig; overhalet af tiden. Man vælger samarbejdspolitikken – ligesom i 1940. Heldigvis er vi ikke blevet invaderet militært, så vi kan stadig nå at samarbejde med vores allierede. Det er den lille stats lod at søge alliancer. Det var derfor vi tabte i 1864. Svenskerne ville ikke hjælpe os.

Bevares det koster meget at opruste, særligt i en krigstid. Kampen bliver om at få våben på et overophedet våbenmarked, nu hvor alle andre opruster. Flere soldater? Hvem skal det være? Er det på bekostning af Sosu assistenter eller skolelærere. Eller man vil pille et år af kandidatuddannelserne. Måske skulle man gøre det til et fast optagelsesritual for de højere læreanstalter, at man gennemførte et års værnepligt. Man sætter nu engang mere pris på noget, man har måttet kæmpe for at opnå det!! Og gjaldt det for begge køn kunne man bidrage til ligestillingen. Men alt dette kræver umådeligt meget stærk opposition for at komme i nærheden af en realitet.

Virkeligheden er snarere en helt anden. Nemlig at ophævelse er forsvarsforbehold er eneste handlemulighed. Det er en magtfuld manifestation af afmagt. Det er demokratisk fjernelse af borgerinddragelse. EU er en vigtig institution. Den repræsenterer fællesskab som allerbedste værn mod ”Dem” og  ”Os”. EU har på uforlignelig vis skabt fred i Europa. På nær Balkan og nu også Ukraine har der været fred på snart 80. år. Men EU er også problemet. Ekspansionen mod øst har utvivlsomt bidraget til konflikten, uanset hvor legitimt vi fra vores side måtte betragte dette. Ligeså utvivlsomt er det samtidigt, at den største trussel mod menneskeheden er: den hellige, linære, absolutte økonomiske vækst. Den er EU allerstærkeste eksponent for. Det er successen i en nøddeskal. Vi er alle blevet rigere. Deri ligger opbakningen! Vi bliver alle rigere, men det er på bekostning af klimaet og miljøet. Samtidigt er vi i fælleskab blevet meget fattigere. Det er det dobbelte bogholderi i en holistisk økonomi.

Med Ukraine krigen har man heldigvis fra beslutningstager side fået øjnene op for behovet for at agere hurtigt for forsyningskæderne for energi. Et samlet EU ville ganske afgjort kunne accelerere en sådan transformation. Men energi er bare den ene vej ud af miljø- og klimakrisen. To andre er: spis meget mindre kød – helst slet ingenting –  og køb mindre skrammel. Det er selve EU’s egenart – fødevareproduktion og samhandel. Der er bygget et eksorbitant mia EUR system op til at sikre, at dette kører som en velsmurt maskine. Man bliver kvalt, længe inden man har fundet dansk oversættelse af effort justification og forstået dybden af institutionelle interesser. På fødevarefronten har Danmark trukket EU nitten. Vi fik svineproduktionen, som er en klimamæssig klyngebombe for vandløb,  indre farvande og grundvandet. End ikke jodtabletter kan beskytte os mod nitrat, zink og kobber i drikkevandet. At købe mindre skrammel betyder, at vi skal bruge vores penge på kultur- og serviceydelser. Når det gælder fødevarer, så er det årstidens lokalt fremstillede produkter. Det er handel langt inde bag de nedbrudte EU toldmure. Det er gift mod europæiske samhandel.

Der er brug for en helt overordnet diskussion om, hvad vores forhold til EU skal være og EU’s rolle. Forsvarsforbeholdet er bare en lille del. Det handler om Mindre EU – ikke mere EU; hvilket ophævelse af forbeholdene alt andet lige vil være et udtryk for. Det tror jeg, EU allerede godt ved dette. De var 8,5 procentpoint franske stemmer fra at bryde sammen. Derfor har de brug for at styrke sig inden den konfrontation. De har brug for successer. Man lukker ikke ned for en succes – Medmindre man hedder Steve Jobs og slagter ipoden med sin iphone.

Uanset hvor kluntet spørgsmålet formuleres, så har Ja/Nej det med at blive et spørgsmål om for- og imod. Så ender det med at blive ultimativt. Det bliver til ”For” – med hele pakken. Så din stemme kan aldrig udtrykke: Jeg synes Forsvarssamarbejdet er fuldt dækket af Nato. Jeg vil gerne Europa fællesskab, men ikke Europa Union, som jeg i øvrigt synes, vi allerede var blevet enige om.

Jeg er dog stadig i tvivl om min stemme. Ikke på forbeholdene, men på grund af dette med hele pakken. Den manglende opposition. Rammer mig med dobbelte kraft. For det første er jeg ikke dækket af nogen fraktion. For det andet, fordi den opposition, der på EU plan trodsalt findes, er ikke et alternativ, jeg ønsker. I den forstand bliver fraværet af opposition det samme for mig, som det har været for de fleste andre til alle tider. Det kan godt være at nuværende ikke er godt, det er dog bedre end alternativet. Det bliver således det frie fravalg.

Neu-nationalismens ide om nationernes europa er alternativet på afveje. Det er opløsning mere end løsning. Min kristne localisme, hvor biodiversitet er ophøjet til et politisk projekt har ingen platform. En mand gør ingen opposition. Og der er ingen trøst at finde i den marxistiske dialektik. For den forholder sig ikke til, hvad der kommer efter socialisme.

Tro føder tålmodighed. Det er en kristen dyd. Men det dur bare ikke i en holistisk anskuelse. Tidslinien giver ikke mening i et økologisk kredsløb. Reduktionisme og linaritet er cirklens modpol. For det, du gør i dag kommer tilbage til dig på et eller andet tidspunkt. Tid og tålmodighed giver kun mening, når man har sået sit frø. Klimaet kræver handling nu. Den kan ikke blive ved med at vente på, at vi får fikset corona, Ukrainekrigen, afmonteret EU etc.

At forsvare er at bevare. At Ukrainekrigen for alvor satte gang i accelleringen af den grønne omstilling, kan man godt leve med. Målet helliger midlet, som Machiavelli sagde. Men vi når ikke i mål, hvis det kun bliver et spørgsmål om uafhængighed af russisk olie og gas samt at redde klimaet. Det handler ikke om at løse en krise. ”Vi er klimaet”, som Jonathan Safran Foer siger. Vi er ikke en krise. Vi er en tilstand. Vi bliver nødt til grundlæggende at ændre den måde vi tænker – og agerer på.

Det er her vi har brug for kætterne og udstødte – oppositionen…..På godt og ondt.

EU har været een fredsløsning. Men EU er også problemet. Ekspansionen mod øst har utvivlsomt bidraget til konflikten, uanset hvor legitimt vi fra vores side måtte betragte dette. Ligeså utvivlsomt er det samtidigt, at den største trussel mod menneskeheden er: den hellige, linære, absolutte økonomiske vækst. Den er EU allerstærkeste eksponent for. Vi er alle blevet rigere – på bekostning af klimaet og miljøet. Ukraine krigen har sat turbo på vejen væk fra fossile brændsel. Men energi er bare den ene vej ud. To andre er: spis meget mindre kød – helst slet ingenting –  og køb mindre skrammel. Det er selve EU’s egenart – fødevareproduktion og samhandel. Der er bygget et eksorbitant mia EUR system til at sikre, at dette kører som en velsmurt maskine. Man bliver jo kvalt, længe inden man har fundet en oversættelse af begrebet: effort justification. Og forstået betydningen af: institutionelle interesser. På fødevarefronten har Danmark trukket EU nitten. Vi fik svineproduktionen, som er en klimamæssig klyngebombe for vandløb,  indre farvande og grundvandet. End ikke jodtabletter kan redde drikkevandet. At købe mindre skrammel betyder, at vi skal bruge vores penge på kultur- og serviceydelser. Når det gælder fødevarer, så er det årstidens lokalt fremstillede produkter. Det er handel langt inde bag de nedbrudte EU toldmure. Det er gift mod europæiske samhandel.
Vi skal knække EU’s linære vækst. Ophævelse af forsvarsforbeholdet alt anden lige er et udtryk EU vokseværk. EU har været en kæmpesucces for den enkelte EU borgers pengepung. Og successer lukker man ikke – Medmindre man hedder Steve Jobs og slagter ipoden med sin iphone.
At forsvare er at bevare. Målet helliger midlet, som Machiavelli sagde. Men vi når netop ikke i mål, hvis det kun bliver et spørgsmål om uafhængighed af russisk olie og gas samt at redde klimaet. Det handler ikke om at løse en krise. ”Vi er klimaet”, som Jonathan Safran Foer siger. Vi er ikke en krise. Vi er i en tilstand. Vi bliver nødt til grundlæggende at ændre den måde vi tænker – og agerer på for at bevare hinanden som tilstand.

Det kan godt være, at målet ikke har en opposition. Men det er jo ikke ensbetydende, at den (fordoms)frie debat om midler er overflødig. Når oppositionen består af Enhedslisten og Dansk folkeparti samt ny-borgerlige nulstiller de nærmest denne fløj i hinandens modsætninger. Hvor er dem, vi i de gode gamle dage kaldte venstrefløjen – Kætterne, de udstødte, drengen, der siger, at kejseren ikke har tøj på? Hvem andre end oppositionen kan gøre det klart, hvis flertallet fejler.

Er Det er ingen tvivl om logikken i ophævelsen forbeholdene. I krig er alliancerne altafgørende. Men hvad så, når krigen er slut. Skal forbeholdene så genindføres? Er det ikke udemokratisk at ændre en øvrigt fuldt demokratisk beslutning, grundet nogle særlige forhold på et givent tidspunkt?

Man kaldte aftalen for forsvaret  historisk. Man afsætter 2 % af BNP, som man skulle have haft gjort for 8 år siden, vel at mærke som en gradvis udrulning. Det er nu engang ikke rettidig omhu at handle på bagkant med en langsigten plan for at vise handlekraft i den aktuelle situation. Virkeligheden er snarere en helt anden. Nemlig at ophævelse er forsvarsforbehold er eneste handlemulighed. Det er en magtfuld manifestation af afmagt. Det er demokratisk fjernelse af borgerinddragelse. EU har været een fredsløsning. Men EU er også problemet. Ekspansionen mod øst har utvivlsomt bidraget til konflikten, uanset hvor legitimt vi fra vores side måtte betragte dette. Ligeså utvivlsomt er det samtidigt, at den største trussel mod menneskeheden er: den hellige, linære, absolutte økonomiske vækst. Den er EU allerstærkeste eksponent for. Vi er alle blevet rigere – på bekostning af klimaet og miljøet. Ukraine krigen har sat turbo på vejen væk fra fossile brændsel. Men energi er bare den ene vej ud. To andre er: spis meget mindre kød – helst slet ingenting –  og køb mindre skrammel. Det er selve EU’s egenart – fødevareproduktion og samhandel. Der er bygget et eksorbitant mia EUR system op til at sikre, at dette kører som en velsmurt maskine. Man bliver jo kvalt, længe inden man har fundet en oversættelse af begrebet: effort justification. Og forstået betydningen af: institutionelle interesser. På fødevarefronten har Danmark trukket EU nitten. Vi fik svineproduktionen, som er en klimamæssig klyngebombe for vandløb,  indre farvande og grundvandet. End ikke jodtabletter kan beskytte os mod nitrat, zink og kobber i drikkevandet. At købe mindre skrammel betyder, at vi skal bruge vores penge på kultur- og serviceydelser. Når det gælder fødevarer, så er det årstidens lokalt fremstillede produkter. Det er handel langt inde bag de nedbrudte EU toldmure. Det er gift mod europæiske samhandel.
Vi skal knække EU’s linære vækst. Den skal vokse organisk – ikke organisatorisk, hvilket ophævelse af forsvarsforbeholdet alt anden lige er et udtryk for. EU har været en kæmpesucces for den enkelte EU borgers pengepung. Og successer lukker man ikke – Medmindre man hedder Steve Jobs og slagter ipoden med sin iphone.
At forsvare er at bevare. Målet helliger midlet, som Machiavelli sagde. Men vi når netop ikke i mål, hvis det kun bliver et spørgsmål om uafhængighed af russisk olie og gas samt at redde klimaet. Det handler ikke om at løse en krise. ”Vi er klimaet”, som Jonathan Safran Foer siger. Vi er ikke en krise. Vi er i en tilstand. Vi bliver nødt til grundlæggende at ændre den måde vi tænker – og agerer på for at bevare hinanden som tilstand.
Det er her, vi har brug for drengen i flokken.

Pandemien har sat begrebet: frihed på dagsorden. Der var en politisk kommentator, som på et tidspunkt fastslå, at pandemien handler om forholdet mellem frihed og tryghed. Det er, som Peter Sommer synger: ”Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt”. Nogle kryber i ly af frygten for corona. Andre insisterer på ikke at være bange, netop for at fastholde deres personlige frihed. Det er Carpe diem og memento mori i ny forklædning. Spørgsmålet om liv og død har altid optaget mennesker.

Om frihedsbevægelsen kommer styrket ud af pandemien, hvis den dag kommer? Det er det store spørgsmål. Min tese vil til enhver være, at det bestemmer bevægelsen helt selv. Men så længe pandemien ikke bringes til afslutning, vil friheden på mange måder være under fode. Dog mest sin egen fod, hvilket jeg her vil forsøge at uddybe.

Hver gang man genstarter en nedlukning er det ligesom at indgå tvangsægteskab med sin ekskone. Man skal nok have været igennem en skilsmisse for at forstå dette billedsprog. For man er først igennem, når man har indset sin egen rolle i det første brud. Dermed vil man alt andet lige have værktøjerne til at forstå, hvad der skulle til, for ikke at ende i samme situation som sidst, tvunget af denne nye nødvendighed.

Under første bølge havde jeg det at fare op fra sofaen og skrige ”repressiv totalitærstat”, hver gang fru Frederiksen tonede frem på skærmen. Det fik hende ikke til at ryste på hænderne. Det fik til gengæld mig til at slukke for fjernsynet. Det var godt for mit helbred. Jeg ved ikke helt, om jeg er helbredt, for jeg har været syg. Jeg er ikke bange. Derfor søger jeg ikke tryghed.  I den forstand er jeg resistent. Jeg brugte i stedet tiden på at læse en hulens masse bøger. På den måde, synes jeg selv, at jeg er kommet styrket ud af andres sygdom.

Danmark er uofficielt erklærede for europamestre i håndtering af pandemi. Personligt vil jeg nok betegne os som de mindst ringe. Ikke desto mindre er vi dem, som er kommet bedst ud af de hidtidige bølger. Om det bliver tilfældet i den seneste, må tiden vise. ”Vi er aldrig bedre end den sidste kamp”, som Søren Lerby siger.

Dette har imidlertid intet med håndteringen at gøre. Det er fordi vi er så relativt rige. Det har bl.a, Tor Nørretranders skrevet om. Jo mere velstående et folk er, jo større opbakning er der til myndighederne generelt. Samfundssind og altruisme virker bedst, hvis man ikke selv har noget at miste. Dette er langt stærkere end den danske fæstebondes motivation til at underkaste sig herremanden i 1700 tallets Danmark. For den eneste vej ud, var at gå i døden for kongen. Det er de sidste 60 år velfærdspolitik, som redder os – Ikke restriktionerne i sig selv.

”…Kjærligheden til fædrelandet flytter skellet mellem dit og mit, løser på yndig måde konflikten mellem frihed og nødvendighed, sejrer altid til sidst….”, sagde Grundtvig.

Apropos: Nødvendighed – Det lyder som en hindring for friheden. Det er lige præcis løsningen på gåden. Nødvendigheden er kommer af, at vi nu engang som individer ikke står alene i forhold til sig selv.

”Min frihed” er dybest set uinteressant. Jeg synes, den for ofte får karakter af at handle om et ”Mig”. Når man mister relationen til det,  der ikke er ”MIG”, får frihedssagen karakter af identitetspolitik. Da vi netop altid vil være i relation til andre, skaber det en enklavekultur – Det tribaliserer verden. ”Frihed” er ”Frihed til – ” og ikke ”Frihed fra –”.

Restriktionerne  er ikke fratagelse af min frihed. De er et angreb på min integritet. At min integritet er udfordret, påvirker min følelse af frihed. Men min frihed er netop ligegyldig, hvis alle andre omkring mig er ufrie. Det vil de være, når der er  båret af frygt – Frygten for corona. Det er ikke restriktionerne, som regeringen indfører, i sig selv der er problemet. Vi må respektere deres handle ”frihed”. De har retten til at handle som regering. Nogle vil endog hævde, at de har pligten til det. Vi har trodsalt valgt dem til at gøre det. Det er udtryk for nationens frie valg. Det er i regeringens fortolkning af frihed, problemet ligger.

Den allervigtigste anke mod regeringen er deres dyrkelse af frygten i deres politik. Selvom de sikkert til enhver tid vil hævde det modsatte, fører de reel følelsespolitik. De er på sin vis næsten lovligt undskyldte. Når det handler om sygdom, så inviterer det til folkets følelser. Nogle siger endog, det er god politik – at de taler til folket.

Hvis frygten er gjort tilpas stor, så søger jeg beskyttelse hos den, som hævder at kunne beskytte mig om dette og hint. Jeg er blot autoritetstro, samtidigt med at jeg fralægger mig mit ansvar. Det hedder ”the Eichmann syndrome”.

Vi er alle truede på daglig basis. Hver eneste bil, jeg møder på vejen er dødsens farlig. Hvis jeg går ud foran den, så er jeg død. Hvis føreren pludseligt skifter vejbane er sikkert ligeså død. Derfor overholder jeg min vigepligt og jeg holder til højre. Samtidigt med, at jeg forudsætter, at den modkørende gør det samme. Det er sådan samfund fungerer. Det er den måde, jeg sikrer mig min bevægelsesfrihed. Angstneurotikeren tænker anderledes.  Frihed og angst fødes ud af det samme. Det har Søren Kierkegaard længe fortalt os.

Det ved fru Frederiksen også. Hun forsøger at nedtone dette element. Det er tydeligt, at enhver sætning er stylet. Men det hjælper ikke noget, når fundamentet er inficeret. Dette handler ikke om sandt og falsk – om rigtigt og forkert – Der er folk, der dør. Omvendt er der rigtigt mange, som ikke gør det. Behovet for, at der gøres noget, er indiskutabelt. Hvad der gøres er lige netop bestemt af, hvor på ligningen frihed kontra tryghed man placerer sig. Det er en afvejning mellem rationalitet og  følelser. Frygten er absolut, for dem som frygter. Når man går den vej mister, man muligheden for at differentiere sin politik. Det er her, at angrebet mod den førte politik. Det er den rigide stræben efter ligheden. Vi mennesker er forskellige. Vi mennesker kræver frihed. Når man indfører restriktioner i et land, som er de samme alle, når folk er forskellige. Det eneste man reelt gør, det er at foretage parallelforskydning. Da er det, at man vaccinerer børn, som ikke reelt er i risiko for at bliver alvorligt syge. Så kan de smitte de gamle. Så lad dem dog blive hjemme indtil de bliver raske!

Det er regeringens manglende evne til at håndtere friheden til forskellighed, der er problemet. Det stikker dybere end dette at gå imod den førte politik.

Der kan ligge en god mening i, at vi alle går den samme vej, men det hjælper ikke, hvis vi bevæger os i den forkerte retning!!!

Bare tag mundbindet – Det giver ikke rigtigt mening af diskutere dens effekt som værn mod smitten. Det er som at diskutere eksistensen af gud. Det er et spørgsmål om ”tro”. Mundebindet er et exceptionelt effektivt redskab til at minde folket om, at vi har en pandemi. At virus, som man jo ikke kan se med det blotte øje, er tilstede i det offentlige rum. Den skaber helt naturlig afstand mellem folk (som jo i virkeligheden er det, som skaber effekten). Du henvender dig ikke til een i det offentlige rum, hvis vedkommende har mundbind på.  Man tager dialogen ud af det offentlige rum. Det er langt mere effektivt end forsamlingsforbud i forhold til at knægte en opposition. Man mister det skæve smil – man mister mimikken. Det eneste, man kan se, er frygten i andres øjne. Den forhindrer os netop i ”at se frygten i øjnene”.

Mundbindet taler lige i hjertet på arvesynden. Alle vil jo i bedste mening, og for alt i verden undgå, at forvolde andre skade. Det er en grundlæggende medmenneskelighed. Herfor tager jeg masken på, fordi jeg kan bære smitten. Jeg bærer synden, da jeg jo bare er et menneske.

I sig selv er mundbindet ganske udmærket. Det er jo i selvsamme frihedens navn, at det skal være alle frit at bære maske, hvis det bibringer dem personlig tryghed. Men det er ikke det, som er tilfældet. Man påbyder os andre at bære maske. Dermed er det ikke et valg, men et krav. Og tilmed udskammer man dem, som ikke bruger det. Man kalder det for samfundssind at bære maske, selvom det i virkeligheden handler om at beskytte sig selv. Nogle vil hævde, at vi beskytter andre. Men det kræver jo, at man er smittet. Hvis man er vaccineret eller for sags skyld testet, så er der ikke nogen risiko. Jeg stiller mig hele tiden det spørgsmål: Hvad er det egentlig i det, som de beder mig om, der ikke virker?!

Verden er selvfølgelig ikke sort/hvid. Fru Frederiksen ved sikkert også dette. Hun kan bare ikke håndtere balancegangen. Det er lige præcis her, der ligger en helt grundlæggende anke mod det eksisterende samfundsorden.

Det kan godt give mening, at alle bærer mundbind på hospitalsgangen. Men når sygdommen er overalt, hvor ender gangen så? Det spørgsmål bliver voldsomt svær at håndtere, når man samtidigt er forblændet af mundbindets symbolpolitiske styrke. Det er en pandemi. Det er virus  i luften. Det kan ingen regering kæmpe imod. Eneste chance bliver at vedtage en (af)magt manifestation ved at påbyde mundbind. Det viser handlekraft. Og det taler lige i hjertet på dem, som reelt er bange. Man skaber tryghed for de skræmte.

Det skaber politisk opbakning fra dem, som søger beskyttelsen, når man påkræver mundbindet. Omvendt er det kompromitterende for denne gruppe, når man er tvunget til at fjerne det igen, når legitimiteten trodsalt bliver udfordret. Derfor er man ganske utilbøjelig til trække dem tilbage. Men omvendt viser det også  manglende handlekraft. Derfor hører man ofte, når fastholdelse af restriktioner retfærdiggøres med henvisningen til ”Epidemikommisionens” anbefalinger.

Det er politisk ansvarsfralæggelse. Der ligger er en indbygget konservatisme i restriktionerne. De bliver hængende, fordi frygt er ikke noget, man sådan bare lige afmonterer. Frygten for corona er epidemien , snarere end coronaen i sig selv. ”Det er ikke smerten i sig selv, der volder os problemer. Det er forestillingen om den”, sagde stoikeren Epiktet i år 50.

Altså det er præmisserne for beslutningerne, der skal udfordres, ikke handlingen i sig selv.

Modstanden mod håndteringen af pandemien har i al for høj grad handlet om modstanden mod vacciner. Det kommer igen til at dreje sig om selve politikken, fremfor dens præmisser. Det er ikke vaccinen i sig selv, der er problemet. Det er afhængigheden til medicinalbranchen. Der er ingen grund til at frygte indholdet i vaccinen. Medicinalbranchens værste mareridt er, hvis vi dør af medicinen. Vi skal kun lige nøjagtig, blive lige så behandlede, at vi er i stand til at tage næste dosis.

Krav og tvang er frihedens værste fjenden. Man skal derfor kalde for ”pligt”. Pligten er frihedens tro følgesvend. Det er betalingen for at kunne kræve sin ret. ”Gør din pligt. Kræv din ret” var sloganet engang. Første led røg af i farten. Det er velfærdstatens største udfordring. Alle råber om deres krav. Langt henad vejen tilskønnet af politikerne. Der er langt flere stemmer i at bekræfte  sine vælgere i, hvad de kan kræve, end på at fokusere på, hvad de skal gøre for at berettige sig til det.

De lover dem behandlingsgaranti. I stedet for at bede dem om at spise sundt, drikke mindre og dyrke motion, så man er frigjort fra at skulle gå op i, om der er behandlingsgaranti. De sikreste og mest trofaste velfærdstemmer er fra dem, som behøver velfærden.

Pligt er vi vant til; I hvert fald hvis man er en mand. De sidste 170 år har vi mænd ved fødslen forpligtet os til at gå i graven for fædrelandet – om nødvendigt. Folket leverer fødderne. Det er fodfolket. Kongen giver beskyttelsen mod de fremmede magter. Og dermed giver folket sin frihed. Det er kontrakten. Det er enevældens aftale. Folket giver kongen landet og han yder beskyttelsen. Der b er byttet lidt om på chefgangen. Og man har lagt et lag ind over, man kalder for demokrati. Og fjendebilledet har ændret sig. Men det handler stadig om magtens legitimitet. Om friheden til at handle. Hvem har den? – folket eller den politiske magt?

Det er det, som er frihedens evige skisma. For hvis kongen og staten forelsker sig i magten, der ligger i kontrakten, vil han – eller nu er vi jo i ligestillingens gyldne tid, så jeg kunne ligesågodt skrive ”Hun” – være tilbøjelig til at fastholde truslen og dermed behovet for beskyttelse- altså forlængelse kontrakten . Retorikken er den samme. I nøden må man rykke sammen i bussen. Når truslen er en virus, må vi så ”stå sammen hver for sig”.  Hendes værste mareridt er, hvis folket ikke er bange eller hvis bare virussen helt forsvinder, for så behøver man ikke beskyttelse. Den absolutte frihed overflødiggør staten. Det startede Karl Marx med at fastslå. Hans disciple forelskede sig i bestræbelsen på vejen dertil.

Det er lige præcis her, kontrakten er vigtig. Vi skal kunne gå op og sige: ”Du bad os om at blive vaccinerede for at vi kunne få vores frihed. Det har vi nu gjort. Nu skal du levere din del”.

Hun kan altid hævde, at netop ikke alle er vaccinerede. Og derfor har vi ikke opfyldt vores del af kontrakten. Sålænge uvaccinerede lader sig indlægge, så har hun en sag. Selvom jeg mener, at JEG IKKE er i risikozonen, så vil der altid være nogle, som overvurderer/negligerer eget helbreds evner. Vaccinen virker for nogle, truslen er reel. Men vaccinen er ikke kun løsningen. Den er netop også fastholdelsen af problemet. Det er præcis samme myndighed som kræver os vaccineret, som der vaccinerer os. Vi er i et væsens vold.  Kontrakten er ikke fuldstændig i sin formulering.

Det bliver et pokerspil. Hun kalder ordningen frivillig. Og dermed imødekommer hun jo modstanden i samfundet. Det er hendes fortolkning af frihed.  

Dermed inviterer hun  til fravalget, hvis konsekvens  netop bruges som argumentation for, at indsatsen ikke virker optimalt. Det bliver en fribillet til fortsættelse. Og samtidigt får man marginaliseret oppositionen. På den måde griner hun hele vejen hjem fra strategiseminaret.

Nu kom jeg sjovt nok til at tænke på gamle HC Andersen: ”Kejserens nye klæder”! Den har bare et modstykke, nemlig historien om ”Klæderne, der ingen kejser har”.

Kampen for frihed handler om at balancere mellem disse to fortællinger.

Jeg lover mig selv hver dag, at nu er det slut med at tænke Corona. Den forsvinder alligevel ikke!

Denne er faktisk lidt underholdende. Dateret 4. marts 2020. Det var lige i starten. Jeg sendte den til weekendavisen, nærmest for sjov. Jeg vidste godt på forhånd, den ingen chance havde.

Det med vaccinen, er nærmest profetisk. Pfizer meddelte for nylig, at de regnede med at tegne 161 mia på vaccinen.

…..

Jeg ligger her under dynen med en pakke Cleenex og en pot kamillethe med en nøje afstemt klat honning i – bukket under af en god gammel klassisk snue. Jeg har ondt af mig selv, som kun en mand kan have det i en sådan situation.

Så er det godt, vi har Corona – Covid19 – kært barn har mange navne.  Når bare andre har det værre end én selv, går det nok endda.

Sundhedsstyrelsen meddelte først på ugen: ”Flere end 500.000 danskere kan blive smittet”.

Og tænk sig efter bare een dag var dette profetiske statement så godt som blevet en realitet.  Sætningen manglede bare lige at starte med: ” Én ud af….”.

Covid19 – former known as Corona – er edderman’me godt reality TV. Så ligger man her på sofaen med en anden fyldt potte. Frem toner vores alle sammens statsminister.

Stigende op af søbet fra de forliste forhandlinger om udligningsreformen, som en anden frk Neptun (brylluppet er udsat), fremlægger hun planen.

Øv tænkte jeg. Nu havde jeg lige regnet med at tage turen fra Arne. Jeg er ikke i sundhedssektoren og jeg har heller ikke bestilt skiferie i NordItalien. Jeg ku ellers godt lige bruge tre betalt ugers ferie.

I min perfide smålighed ser jeg for mig hende på hjemmebesøg hos Maren ved kæret: ”Ja det med bad hver uge, det ligger det lidt tungt med. Og det med rengøring arbejder vi også på….Nå, lægerne har opgivet videre behandling. Det er jeg oprigtigt ked af at høre. Men jeg lover dig. Du kommer IKK til at dø af Corona PÅ MIN VAGT”.

Det er god statspersonkunst(!!!!) at sige noget til hele nationen, som ingen kan være imod. Vi forventer naturligvis, at en regering udviser handlekraft. Men det her er en virus. Man kan ikke fixe den. Hvorfor puste sig op med en handlingsplan? Det er som at gøre ”ingenting” med ”noget”. Hvad blev der af dette med at: ”Mane til ro og om at udvise forsigtighed” – Og mindst ”tålmodighed” – vente på varmen? 

Jeg blev kønsmoden lige omkring AIDS. Sex tog ikke livet af mig….Tværtimod, som man siger. Jeg tog mine forholdsregler. Og i øvrigt holdt mig fra narkoluderen og Hans Peter….Hvilket jeg havde gjort uanset hvad!

Jeg er dog af fuld fortrøstning. I weekenden meddelte Trump – på twitter – at nu havde han indkaldt medicinalbranchen. Han ville lige fixe det der med en vaccine. Når Trump er på banen, ka’ det ikk’ gå galt!

Nu er det kun et spørgsmål om tid før det, vi alle venter på, kommer til at ske – Frigivelsen af en vaccine.

Og så istemmer vi alle: ”Tusindmillioner kr værsgo, TAK – medicinalbranche. Hvad skulle vi gøre uden Jer. I fjerner hele tiden vores smerte og vores bekymringer.……..Nu har vi igen styr naturens kræfter.”