Det kan godt være, at målet ikke har en opposition. Men det er jo ikke ensbetydende, at den (fordoms)frie debat om midler er overflødig. Når oppositionen består af Enhedslisten og Dansk folkeparti samt ny-borgerlige nulstiller de nærmest denne fløj i hinandens modsætninger. Hvor er dem, vi i de gode gamle dage kaldte venstrefløjen – Kætterne, de udstødte, drengen, der siger, at kejseren ikke har tøj på? Hvem andre end oppositionen kan gøre det klart, hvis flertallet fejler.
Er Det er ingen tvivl om logikken i ophævelsen forbeholdene. I krig er alliancerne altafgørende. Men hvad så, når krigen er slut. Skal forbeholdene så genindføres? Er det ikke udemokratisk at ændre en øvrigt fuldt demokratisk beslutning, grundet nogle særlige forhold på et givent tidspunkt?
Man kaldte aftalen for forsvaret historisk. Man afsætter 2 % af BNP, som man skulle have haft gjort for 8 år siden, vel at mærke som en gradvis udrulning. Det er nu engang ikke rettidig omhu at handle på bagkant med en langsigten plan for at vise handlekraft i den aktuelle situation. Virkeligheden er snarere en helt anden. Nemlig at ophævelse er forsvarsforbehold er eneste handlemulighed. Det er en magtfuld manifestation af afmagt. Det er demokratisk fjernelse af borgerinddragelse. EU har været een fredsløsning. Men EU er også problemet. Ekspansionen mod øst har utvivlsomt bidraget til konflikten, uanset hvor legitimt vi fra vores side måtte betragte dette. Ligeså utvivlsomt er det samtidigt, at den største trussel mod menneskeheden er: den hellige, linære, absolutte økonomiske vækst. Den er EU allerstærkeste eksponent for. Vi er alle blevet rigere – på bekostning af klimaet og miljøet. Ukraine krigen har sat turbo på vejen væk fra fossile brændsel. Men energi er bare den ene vej ud. To andre er: spis meget mindre kød – helst slet ingenting – og køb mindre skrammel. Det er selve EU’s egenart – fødevareproduktion og samhandel. Der er bygget et eksorbitant mia EUR system op til at sikre, at dette kører som en velsmurt maskine. Man bliver jo kvalt, længe inden man har fundet en oversættelse af begrebet: effort justification. Og forstået betydningen af: institutionelle interesser. På fødevarefronten har Danmark trukket EU nitten. Vi fik svineproduktionen, som er en klimamæssig klyngebombe for vandløb, indre farvande og grundvandet. End ikke jodtabletter kan beskytte os mod nitrat, zink og kobber i drikkevandet. At købe mindre skrammel betyder, at vi skal bruge vores penge på kultur- og serviceydelser. Når det gælder fødevarer, så er det årstidens lokalt fremstillede produkter. Det er handel langt inde bag de nedbrudte EU toldmure. Det er gift mod europæiske samhandel.
Vi skal knække EU’s linære vækst. Den skal vokse organisk – ikke organisatorisk, hvilket ophævelse af forsvarsforbeholdet alt anden lige er et udtryk for. EU har været en kæmpesucces for den enkelte EU borgers pengepung. Og successer lukker man ikke – Medmindre man hedder Steve Jobs og slagter ipoden med sin iphone.
At forsvare er at bevare. Målet helliger midlet, som Machiavelli sagde. Men vi når netop ikke i mål, hvis det kun bliver et spørgsmål om uafhængighed af russisk olie og gas samt at redde klimaet. Det handler ikke om at løse en krise. ”Vi er klimaet”, som Jonathan Safran Foer siger. Vi er ikke en krise. Vi er i en tilstand. Vi bliver nødt til grundlæggende at ændre den måde vi tænker – og agerer på for at bevare hinanden som tilstand.
Det er her, vi har brug for drengen i flokken.