Jeg havde egentlig forsøgt at moderere mig – og nærmest følge retningslinierne for et læserbrev. Men det var ikke godt nok. Weekendavisen takkede nej.
…..
For et par uger siden sendte TV2 en ganske udemærket temaserie: Danmark redder jord. Den sluttede af med et indsamlingsshow, hvor der blev samlet 22 mio kr ind til biodiversitet. Dette var et halvt år efter, at regeringen brugte i nabolaget af 1000 gange mere på at udrydde een dyreart. Én af Programseriens teser var, at pandemien er en biodiversitets krise. Hvis det passer, skulle Fru Frederiksen i stedet have siddet ved tasterne hin lørdag og købt skovbeviser. Det havde givet 1.835 km2 skov. Det svarer til 60 % Fyn. Eller målt i landsbrugsplan anno 2021 er det ca dobbelte af, hvad der er målsætningen for skabelse af uberørt natur. Hvem ved: målsætningen om 70 % reduktion af CO2 var sikkert blevet gennemhullet op til flere gange. Nu blev det i stedet til aflad til minkavlere – plus nedgravning af mink, efterfulgt af opgravning og afbrænding.
Nu var det ikke biodiversitet, der var øverst på agendaen, da man stod midt i omtalte beslutning. Det er derfor ret beset noget letkøbt efterfølgende at bedømme denne ud fra en diversitetsbetragtning. Omvendt kan intet måles på den korte bane i forhold til biodiversitet. Det er biodiversitetens største udfordring. Den kan aldrig måles indenfor en almindelig valgperiode. Derfor slagter man mink, når de er en udfordring for den umiddelbare frelse, selvom det i virkeligheden var tilplantning af skove, der var den rigtige løsning.
Vi lever i den antropocene tidsalder. Det er menneskets tidsalder, hvor jordens skæbne er lagt i hænderne på vores adfærd her på jorden. Hvis det ikke skal blive den sidste geologiske periode, så kræver det de rigtige løsninger nu- og her, som har de langsigtede perspektiver.
Og jeg er oprigtigt bange på mine børns og mine ufødte børnebørns vegne. Jeg kunne principielt være ligeglad. Jorden skal nok klare den min tid ud. Og jeg har fixet det selv på mine egne 2 tønder land nede på Møn. Jeg er skræmt, når fru Frederiksen stiller sig op ved folketingets afslutningsdebat og taler om nye vækstpakker. For de vækstpakker, hun taler om, rimer ikke nødvendigvis på vækst i biodiversitet. Regeringen har vist en uforlignelig vilje og lyst til at regulere snart sagt alle områder. Biodiversitet har ikke brug for styring. Den har brug for absolut selvforvaltning. Sammenhængskraft derude hedder: fødekæden. Det er alt for rabiat for os mennesker. Vi finder trøst i, at vi kan vaccinere os mod naturens orden.
Pandemien har bekræftet os i, at vi alle er lige. Den gamle på plejehjemmene har været lige så vigtige som de unge liv. Restriktioner har været de samme for os alle sammen, også selvom vi slet ikke er lige udsatte. Vi har fundet en mening i denne menneskeskabte logik. Biodiversitet handler ikke om lighed. Tværtimod – fristes man til at sige. Det handler om forskellighed. Dog er det i bund og grund helt det samme – Alle er lige vigtige. Men det opnår vi kun ved at vende det hele på hovedet. Dette glemmer man. I stedet redder liv ved at aflive arter. Og topper det med eksorbitant meget ekstra Co2, når vi nu skal finansiere hele øvelsen.
Jeg er ikke imponeret over regeringens forhandlingsoplæg indenfor landbrug. Vel indeholder den mange fine og velmente ord. Men naturen har ikke brug for ord. Den har brug for handling. Kancellisproget ophæves til kunst, når man udtrykker sig i åbne sætninger, ingen kan være uenige om. Men når det kommer til den politiske forhandling en sen nattetime. Og den skal ophæves til realpolitik, da er der altid kun én taber tilbage – nemlig biodiversiteten.
Samtidigt kan man kun være fuld af beundring over de godt 7000 tilbageværende landmænds evne til at påvirke det politiske system. Bare tag de 300 mia kr, de skylder. Det koster fælleskassen i runde tal 7,5 mia kr årligt i mistet skatte provenue. Den forrige landbrugsminister brugte tilmed gælden som argument for at bevare konventionelt landbrug (Jeg har ikke hørt den nye sige det modsatte). Nogle vil sige: ”Det redder jo bankerne. Landmændene er ligeglade, om de betaler virksomhedsskat eller renter på gæld”. Det bliver det slet ikke bedre af. Alle os andre og biodiversiteten betaler regningen – i form af mindre velfærd og biodiversitet.
Biodiversitet handler om at give naturen plads. Og da jorden er en konstant! – Så skyldes en krise alt andet lige, at vi mennesker fylder for meget. Og det gør 41 mio i dette lille land. Ja – Du læste rigtigt. Når vi taler miljø, må vi tælle husdyrholdet med. Svin pisser og skider nemlig lige så meget som os andre. Man kalder det ganske vist kvælstof. Det bliver ligesom mere ”appetitligt”, når man introducerer det periodiske system.
Jeg så en udsendelse med Andres Agger. Han besøgte en af landets største svineproducenter. Det gode ved hr. Agger er, at han umiddelbart ingen mening har. Han lader den interviewede sige det hele. Dermed giver han os mening. Denne – uden tvivl – yderst dygtige land- og erhvervsmand. Han talte Agger, at han hele tiden var på udkig efter nødlidende gårde – at kunne komme af med sin gylle. Med den absolutte vækst i det konventionelle landbrug er vi i fuld gang med at omdanne den danske natur til et reservoirer for gylle fra svin. Uanset hvor gode hensigterne end måtte være, så flyder der et stof derude, hvor biodiversiteten kvæles.
”Vi skaffer penge hjem til Danmark. Kineserne elsker vores svinekød.” Præcis – De kommer jo ikke lige nede på madmarkedet i Yuhan for tiden.
De gamle koryfæer fra 1864 må dog vende sig i deres grav. Nu siger man: ”Hvad udad vindes, skal indad tabes”.