Pandemien har sat begrebet: frihed på dagsorden. Der var en politisk kommentator, som på et tidspunkt fastslå, at pandemien handler om forholdet mellem frihed og tryghed. Det er, som Peter Sommer synger: ”Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt”. Nogle kryber i ly af frygten for corona. Andre insisterer på ikke at være bange, netop for at fastholde deres personlige frihed. Det er Carpe diem og memento mori i ny forklædning. Spørgsmålet om liv og død har altid optaget mennesker.
Om frihedsbevægelsen kommer styrket ud af pandemien, hvis den dag kommer? Det er det store spørgsmål. Min tese vil til enhver være, at det bestemmer bevægelsen helt selv. Men så længe pandemien ikke bringes til afslutning, vil friheden på mange måder være under fode. Dog mest sin egen fod, hvilket jeg her vil forsøge at uddybe.
Hver gang man genstarter en nedlukning er det ligesom at indgå tvangsægteskab med sin ekskone. Man skal nok have været igennem en skilsmisse for at forstå dette billedsprog. For man er først igennem, når man har indset sin egen rolle i det første brud. Dermed vil man alt andet lige have værktøjerne til at forstå, hvad der skulle til, for ikke at ende i samme situation som sidst, tvunget af denne nye nødvendighed.
Under første bølge havde jeg det at fare op fra sofaen og skrige ”repressiv totalitærstat”, hver gang fru Frederiksen tonede frem på skærmen. Det fik hende ikke til at ryste på hænderne. Det fik til gengæld mig til at slukke for fjernsynet. Det var godt for mit helbred. Jeg ved ikke helt, om jeg er helbredt, for jeg har været syg. Jeg er ikke bange. Derfor søger jeg ikke tryghed. I den forstand er jeg resistent. Jeg brugte i stedet tiden på at læse en hulens masse bøger. På den måde, synes jeg selv, at jeg er kommet styrket ud af andres sygdom.
Danmark er uofficielt erklærede for europamestre i håndtering af pandemi. Personligt vil jeg nok betegne os som de mindst ringe. Ikke desto mindre er vi dem, som er kommet bedst ud af de hidtidige bølger. Om det bliver tilfældet i den seneste, må tiden vise. ”Vi er aldrig bedre end den sidste kamp”, som Søren Lerby siger.
Dette har imidlertid intet med håndteringen at gøre. Det er fordi vi er så relativt rige. Det har bl.a, Tor Nørretranders skrevet om. Jo mere velstående et folk er, jo større opbakning er der til myndighederne generelt. Samfundssind og altruisme virker bedst, hvis man ikke selv har noget at miste. Dette er langt stærkere end den danske fæstebondes motivation til at underkaste sig herremanden i 1700 tallets Danmark. For den eneste vej ud, var at gå i døden for kongen. Det er de sidste 60 år velfærdspolitik, som redder os – Ikke restriktionerne i sig selv.
”…Kjærligheden til fædrelandet flytter skellet mellem dit og mit, løser på yndig måde konflikten mellem frihed og nødvendighed, sejrer altid til sidst….”, sagde Grundtvig.
Apropos: Nødvendighed – Det lyder som en hindring for friheden. Det er lige præcis løsningen på gåden. Nødvendigheden er kommer af, at vi nu engang som individer ikke står alene i forhold til sig selv.
”Min frihed” er dybest set uinteressant. Jeg synes, den for ofte får karakter af at handle om et ”Mig”. Når man mister relationen til det, der ikke er ”MIG”, får frihedssagen karakter af identitetspolitik. Da vi netop altid vil være i relation til andre, skaber det en enklavekultur – Det tribaliserer verden. ”Frihed” er ”Frihed til – ” og ikke ”Frihed fra –”.
Restriktionerne er ikke fratagelse af min frihed. De er et angreb på min integritet. At min integritet er udfordret, påvirker min følelse af frihed. Men min frihed er netop ligegyldig, hvis alle andre omkring mig er ufrie. Det vil de være, når der er båret af frygt – Frygten for corona. Det er ikke restriktionerne, som regeringen indfører, i sig selv der er problemet. Vi må respektere deres handle ”frihed”. De har retten til at handle som regering. Nogle vil endog hævde, at de har pligten til det. Vi har trodsalt valgt dem til at gøre det. Det er udtryk for nationens frie valg. Det er i regeringens fortolkning af frihed, problemet ligger.
Den allervigtigste anke mod regeringen er deres dyrkelse af frygten i deres politik. Selvom de sikkert til enhver tid vil hævde det modsatte, fører de reel følelsespolitik. De er på sin vis næsten lovligt undskyldte. Når det handler om sygdom, så inviterer det til folkets følelser. Nogle siger endog, det er god politik – at de taler til folket.
Hvis frygten er gjort tilpas stor, så søger jeg beskyttelse hos den, som hævder at kunne beskytte mig om dette og hint. Jeg er blot autoritetstro, samtidigt med at jeg fralægger mig mit ansvar. Det hedder ”the Eichmann syndrome”.
Vi er alle truede på daglig basis. Hver eneste bil, jeg møder på vejen er dødsens farlig. Hvis jeg går ud foran den, så er jeg død. Hvis føreren pludseligt skifter vejbane er sikkert ligeså død. Derfor overholder jeg min vigepligt og jeg holder til højre. Samtidigt med, at jeg forudsætter, at den modkørende gør det samme. Det er sådan samfund fungerer. Det er den måde, jeg sikrer mig min bevægelsesfrihed. Angstneurotikeren tænker anderledes. Frihed og angst fødes ud af det samme. Det har Søren Kierkegaard længe fortalt os.
Det ved fru Frederiksen også. Hun forsøger at nedtone dette element. Det er tydeligt, at enhver sætning er stylet. Men det hjælper ikke noget, når fundamentet er inficeret. Dette handler ikke om sandt og falsk – om rigtigt og forkert – Der er folk, der dør. Omvendt er der rigtigt mange, som ikke gør det. Behovet for, at der gøres noget, er indiskutabelt. Hvad der gøres er lige netop bestemt af, hvor på ligningen frihed kontra tryghed man placerer sig. Det er en afvejning mellem rationalitet og følelser. Frygten er absolut, for dem som frygter. Når man går den vej mister, man muligheden for at differentiere sin politik. Det er her, at angrebet mod den førte politik. Det er den rigide stræben efter ligheden. Vi mennesker er forskellige. Vi mennesker kræver frihed. Når man indfører restriktioner i et land, som er de samme alle, når folk er forskellige. Det eneste man reelt gør, det er at foretage parallelforskydning. Da er det, at man vaccinerer børn, som ikke reelt er i risiko for at bliver alvorligt syge. Så kan de smitte de gamle. Så lad dem dog blive hjemme indtil de bliver raske!
Det er regeringens manglende evne til at håndtere friheden til forskellighed, der er problemet. Det stikker dybere end dette at gå imod den førte politik.
Der kan ligge en god mening i, at vi alle går den samme vej, men det hjælper ikke, hvis vi bevæger os i den forkerte retning!!!
Bare tag mundbindet – Det giver ikke rigtigt mening af diskutere dens effekt som værn mod smitten. Det er som at diskutere eksistensen af gud. Det er et spørgsmål om ”tro”. Mundebindet er et exceptionelt effektivt redskab til at minde folket om, at vi har en pandemi. At virus, som man jo ikke kan se med det blotte øje, er tilstede i det offentlige rum. Den skaber helt naturlig afstand mellem folk (som jo i virkeligheden er det, som skaber effekten). Du henvender dig ikke til een i det offentlige rum, hvis vedkommende har mundbind på. Man tager dialogen ud af det offentlige rum. Det er langt mere effektivt end forsamlingsforbud i forhold til at knægte en opposition. Man mister det skæve smil – man mister mimikken. Det eneste, man kan se, er frygten i andres øjne. Den forhindrer os netop i ”at se frygten i øjnene”.
Mundbindet taler lige i hjertet på arvesynden. Alle vil jo i bedste mening, og for alt i verden undgå, at forvolde andre skade. Det er en grundlæggende medmenneskelighed. Herfor tager jeg masken på, fordi jeg kan bære smitten. Jeg bærer synden, da jeg jo bare er et menneske.
I sig selv er mundbindet ganske udmærket. Det er jo i selvsamme frihedens navn, at det skal være alle frit at bære maske, hvis det bibringer dem personlig tryghed. Men det er ikke det, som er tilfældet. Man påbyder os andre at bære maske. Dermed er det ikke et valg, men et krav. Og tilmed udskammer man dem, som ikke bruger det. Man kalder det for samfundssind at bære maske, selvom det i virkeligheden handler om at beskytte sig selv. Nogle vil hævde, at vi beskytter andre. Men det kræver jo, at man er smittet. Hvis man er vaccineret eller for sags skyld testet, så er der ikke nogen risiko. Jeg stiller mig hele tiden det spørgsmål: Hvad er det egentlig i det, som de beder mig om, der ikke virker?!
Verden er selvfølgelig ikke sort/hvid. Fru Frederiksen ved sikkert også dette. Hun kan bare ikke håndtere balancegangen. Det er lige præcis her, der ligger en helt grundlæggende anke mod det eksisterende samfundsorden.
Det kan godt give mening, at alle bærer mundbind på hospitalsgangen. Men når sygdommen er overalt, hvor ender gangen så? Det spørgsmål bliver voldsomt svær at håndtere, når man samtidigt er forblændet af mundbindets symbolpolitiske styrke. Det er en pandemi. Det er virus i luften. Det kan ingen regering kæmpe imod. Eneste chance bliver at vedtage en (af)magt manifestation ved at påbyde mundbind. Det viser handlekraft. Og det taler lige i hjertet på dem, som reelt er bange. Man skaber tryghed for de skræmte.
Det skaber politisk opbakning fra dem, som søger beskyttelsen, når man påkræver mundbindet. Omvendt er det kompromitterende for denne gruppe, når man er tvunget til at fjerne det igen, når legitimiteten trodsalt bliver udfordret. Derfor er man ganske utilbøjelig til trække dem tilbage. Men omvendt viser det også manglende handlekraft. Derfor hører man ofte, når fastholdelse af restriktioner retfærdiggøres med henvisningen til ”Epidemikommisionens” anbefalinger.
Det er politisk ansvarsfralæggelse. Der ligger er en indbygget konservatisme i restriktionerne. De bliver hængende, fordi frygt er ikke noget, man sådan bare lige afmonterer. Frygten for corona er epidemien , snarere end coronaen i sig selv. ”Det er ikke smerten i sig selv, der volder os problemer. Det er forestillingen om den”, sagde stoikeren Epiktet i år 50.
Altså det er præmisserne for beslutningerne, der skal udfordres, ikke handlingen i sig selv.
Modstanden mod håndteringen af pandemien har i al for høj grad handlet om modstanden mod vacciner. Det kommer igen til at dreje sig om selve politikken, fremfor dens præmisser. Det er ikke vaccinen i sig selv, der er problemet. Det er afhængigheden til medicinalbranchen. Der er ingen grund til at frygte indholdet i vaccinen. Medicinalbranchens værste mareridt er, hvis vi dør af medicinen. Vi skal kun lige nøjagtig, blive lige så behandlede, at vi er i stand til at tage næste dosis.
Krav og tvang er frihedens værste fjenden. Man skal derfor kalde for ”pligt”. Pligten er frihedens tro følgesvend. Det er betalingen for at kunne kræve sin ret. ”Gør din pligt. Kræv din ret” var sloganet engang. Første led røg af i farten. Det er velfærdstatens største udfordring. Alle råber om deres krav. Langt henad vejen tilskønnet af politikerne. Der er langt flere stemmer i at bekræfte sine vælgere i, hvad de kan kræve, end på at fokusere på, hvad de skal gøre for at berettige sig til det.
De lover dem behandlingsgaranti. I stedet for at bede dem om at spise sundt, drikke mindre og dyrke motion, så man er frigjort fra at skulle gå op i, om der er behandlingsgaranti. De sikreste og mest trofaste velfærdstemmer er fra dem, som behøver velfærden.
Pligt er vi vant til; I hvert fald hvis man er en mand. De sidste 170 år har vi mænd ved fødslen forpligtet os til at gå i graven for fædrelandet – om nødvendigt. Folket leverer fødderne. Det er fodfolket. Kongen giver beskyttelsen mod de fremmede magter. Og dermed giver folket sin frihed. Det er kontrakten. Det er enevældens aftale. Folket giver kongen landet og han yder beskyttelsen. Der b er byttet lidt om på chefgangen. Og man har lagt et lag ind over, man kalder for demokrati. Og fjendebilledet har ændret sig. Men det handler stadig om magtens legitimitet. Om friheden til at handle. Hvem har den? – folket eller den politiske magt?
Det er det, som er frihedens evige skisma. For hvis kongen og staten forelsker sig i magten, der ligger i kontrakten, vil han – eller nu er vi jo i ligestillingens gyldne tid, så jeg kunne ligesågodt skrive ”Hun” – være tilbøjelig til at fastholde truslen og dermed behovet for beskyttelse- altså forlængelse kontrakten . Retorikken er den samme. I nøden må man rykke sammen i bussen. Når truslen er en virus, må vi så ”stå sammen hver for sig”. Hendes værste mareridt er, hvis folket ikke er bange eller hvis bare virussen helt forsvinder, for så behøver man ikke beskyttelse. Den absolutte frihed overflødiggør staten. Det startede Karl Marx med at fastslå. Hans disciple forelskede sig i bestræbelsen på vejen dertil.
Det er lige præcis her, kontrakten er vigtig. Vi skal kunne gå op og sige: ”Du bad os om at blive vaccinerede for at vi kunne få vores frihed. Det har vi nu gjort. Nu skal du levere din del”.
Hun kan altid hævde, at netop ikke alle er vaccinerede. Og derfor har vi ikke opfyldt vores del af kontrakten. Sålænge uvaccinerede lader sig indlægge, så har hun en sag. Selvom jeg mener, at JEG IKKE er i risikozonen, så vil der altid være nogle, som overvurderer/negligerer eget helbreds evner. Vaccinen virker for nogle, truslen er reel. Men vaccinen er ikke kun løsningen. Den er netop også fastholdelsen af problemet. Det er præcis samme myndighed som kræver os vaccineret, som der vaccinerer os. Vi er i et væsens vold. Kontrakten er ikke fuldstændig i sin formulering.
Det bliver et pokerspil. Hun kalder ordningen frivillig. Og dermed imødekommer hun jo modstanden i samfundet. Det er hendes fortolkning af frihed.
Dermed inviterer hun til fravalget, hvis konsekvens netop bruges som argumentation for, at indsatsen ikke virker optimalt. Det bliver en fribillet til fortsættelse. Og samtidigt får man marginaliseret oppositionen. På den måde griner hun hele vejen hjem fra strategiseminaret.
Nu kom jeg sjovt nok til at tænke på gamle HC Andersen: ”Kejserens nye klæder”! Den har bare et modstykke, nemlig historien om ”Klæderne, der ingen kejser har”.
Kampen for frihed handler om at balancere mellem disse to fortællinger.