Hvor er den gode gamle opposition? Hvor er den nuancerede, frie, ligeværdige politiske debat? Når oppositionen herhjemme består af Enhedslisten og Dansk folkeparti samt nyborgerlige nulstiller de nærmest denne fløj i hinandens modsætninger. Hvor er venstrefløjen – kætterne, de udstødte, drengen, der siger, at kejseren ikke har tøj på? Hvem andre end oppositionen kan påpege, hvis flertallet fejler.
Er det netop ikke oppositionens opgave at kvalificere beslutninger gennem den politiske debat? Der er altid to sider af en sag. Debatten bliver heftig. Det handler jo om følelser i sit udgangspunkt. Men det er gennem debatten, hvor stemninger konfronteres. Hvor vi udfordres på vores holdninger. Det er her rationalet introduceres. Det skaber grobund for, at fornuften handler – Hvor ”Mig” bliver til ”Jeg” – bare på metaplan, som Tor Nørretranders nok ville have sagt det. Uden fornuftens filter bliver følelsespolitik bliver til stemmingspolitik. Det er i virkeligheden essensen af den krig, vi kæmper lige nu. Vi fører Putins krig.
De store kompromisser bygger på afvejningen mellem synspunkter. Det kan godt være at målet her er indiskutabelt – at stoppe en despot. Men bliver man ikke despotisk, når man udskammer, for ikke at dele ens synspunkter? På mig virker det ikke just demokratisk overskudsagtigt at kaste om sig med læsebrillerne, når et svar fra folketingets talerstol på et direkte spørgsmål modsiger ens egen holdning. Og udviser man demokratisk sindelag ved at tåle en marginal ændring af formulering af tekst til afstemning?
Er Det er ingen tvivl om logikken i ophævelsen forbeholdene. I krig er alliancerne altafgørende. Men hvad så, når krigen er slut. Skal forbeholdene så genindføres? Er det ikke udemokratisk at ændre en øvrigt fuldt demokratisk beslutning, grundet nogle særlige forhold på et givent tidspunkt?
Og så netop de danske EU forbehold. Det er måske det allersmukkeste eksempel i nyere tid på demokratiets styrke. Der var en markant modvilje i befolkningen mod udvidet EF samarbejde. Vi var ikke klar til EU. Gode kræfter satte sig efterfølgende sammen og formulerede nogle kriterier for, hvordan vi dog kunne bevare relationen til fællesskabet trods folkestemningen. Netop for at anerkende et næsten lige så stort ønske om, at Danmark skulle være en del af europa og samtidigt et kommende EU. Kompromisset blev vedtaget. Folket stemte nu for. Der var ganske vist optøjer i gadens parlament. Dog for intet at regne i forhold til den vedholdende antipati fra de såkaldt demokratisk valgte politikere mod at respektere dette, at folket havde talt.
Vi harcelerer over Putins magt over medierne. Men oplever vi ikke præcis det samme med den såkaldt frie presse? De notorisk, gennemredigerede, korte nyhedsindslag på TV blandet med umådeligt langstrakte direkte reportager repræsenterer en tofrontskrig mod den reflekterende frie debat. Hvor er Nej-sigerne i det billede?
Putin styrer medierne. Er det ikke også sådan her? Det startede under Corona. Pressemøderne, hvor regeringsmagten taler direkte til folket sendt live på begge landsdækkende kanaler. Det var tidligere pressens møde med beslutningstagerne med henblik på videreformidling til borgerne. Engang var debatten gennem aviserne med de politiske redaktørers håndtering. Den frie presse lå i mangfoldigheden af bladhuse. Nyhedsmedierne kæmper nu for deres overlevelse. Her er død og elendighed altid godt stof. Man sælger gær og toiletpapir i Netto, når borgere i Butja ligger døde og bagbundne gaderne.
Det er rædselsfuldt – Det er sandheden uden filter. Men filtret er det væsentlige her. Det er netop helt afgørende for at kunne agere rationelt og tage demokratisk funderede beslutninger. Nogle vil anråbe censur. Jeg vil kalde det: animering til refleksion. Det mindst interessante her er handlingen i sig selv. Det er sådan, krig er. Det er barbariet midt i civilisationen, som Carsten Jensen kalder det i sin bog: Bjælken for dit øje. Det er moderne korsfæstelser. Det er rå magtudøvelse ved at sprede rædsel holdt op imod ofrenes symbolskabelse af deres lidelser. I krig er sandheden det første offer, sagde en græsk digter for 2500 år siden. Næste offer er respekten den enkelte døde. Som om deres grumme skæbne ikke var slem nok i forvejen. Nu udstilles deres ydmygende endeligt i den gensidige informationskrig. Næste offer er løsningen. De førnævnte får selskab på dødslisten, som om deres liv i sig ikke var nok, når billederne får konflikten til at eskalere. Det øger afstanden mellem ”Dem” og ”Os” i kraft af, at vi på vores side stimler sammen i vores foragt. Ovre på anden siden inverteres fortællingen. For hvert billede bliver misinformationen af den enkelte russer blot mere udtalt. Derovre er ”vi” deres ”Dem”. Kristendommen har opfordret os til at elske vores fjender. At vi skal vende anden kind til. Det glemmer vi midt i krigens sekularitet. I stedet bygger vi forsvarsværker af bjælkerne for vores øjne, for nu at blive i Carsten Jensen’s bibelske metafor.
Man kaldte aftalen for forsvaret historisk. Man afsætter 2 % af BNP, som man skulle have haft gjort for 8 år siden. Og det vel at mærke som en gradvis udrulning. Det er nu engang ikke rettidig omhu at handle på bagkant med en langsigten plan for at vise handlekraft i den aktuelle situation. Det er i sandhed ren historiefortælling. Det er genopførelsen af Vestvolden. Man byggede dette værn for at beskytte statsinstitutionerne – kongen og rigsdagen – mod tyskerne.(Samtidigt bad kongen i øvrigt gennem sin datter den russiske zar om hjælp – Det var dengang. For 150 år siden var europæisk samarbejde at gifte døtrene væk!!!!) Da den stod færdig, var den aldeles overflødig; overhalet af tiden. Man vælger samarbejdspolitikken – ligesom i 1940. Heldigvis er vi ikke blevet invaderet militært, så vi kan stadig nå at samarbejde med vores allierede. Det er den lille stats lod at søge alliancer. Det var derfor vi tabte i 1864. Svenskerne ville ikke hjælpe os.
Bevares det koster meget at opruste, særligt i en krigstid. Kampen bliver om at få våben på et overophedet våbenmarked, nu hvor alle andre opruster. Flere soldater? Hvem skal det være? Er det på bekostning af Sosu assistenter eller skolelærere. Eller man vil pille et år af kandidatuddannelserne. Måske skulle man gøre det til et fast optagelsesritual for de højere læreanstalter, at man gennemførte et års værnepligt. Man sætter nu engang mere pris på noget, man har måttet kæmpe for at opnå det!! Og gjaldt det for begge køn kunne man bidrage til ligestillingen. Men alt dette kræver umådeligt meget stærk opposition for at komme i nærheden af en realitet.
Virkeligheden er snarere en helt anden. Nemlig at ophævelse er forsvarsforbehold er eneste handlemulighed. Det er en magtfuld manifestation af afmagt. Det er demokratisk fjernelse af borgerinddragelse. EU er en vigtig institution. Den repræsenterer fællesskab som allerbedste værn mod ”Dem” og ”Os”. EU har på uforlignelig vis skabt fred i Europa. På nær Balkan og nu også Ukraine har der været fred på snart 80. år. Men EU er også problemet. Ekspansionen mod øst har utvivlsomt bidraget til konflikten, uanset hvor legitimt vi fra vores side måtte betragte dette. Ligeså utvivlsomt er det samtidigt, at den største trussel mod menneskeheden er: den hellige, linære, absolutte økonomiske vækst. Den er EU allerstærkeste eksponent for. Det er successen i en nøddeskal. Vi er alle blevet rigere. Deri ligger opbakningen! Vi bliver alle rigere, men det er på bekostning af klimaet og miljøet. Samtidigt er vi i fælleskab blevet meget fattigere. Det er det dobbelte bogholderi i en holistisk økonomi.
Med Ukraine krigen har man heldigvis fra beslutningstager side fået øjnene op for behovet for at agere hurtigt for forsyningskæderne for energi. Et samlet EU ville ganske afgjort kunne accelerere en sådan transformation. Men energi er bare den ene vej ud af miljø- og klimakrisen. To andre er: spis meget mindre kød – helst slet ingenting – og køb mindre skrammel. Det er selve EU’s egenart – fødevareproduktion og samhandel. Der er bygget et eksorbitant mia EUR system op til at sikre, at dette kører som en velsmurt maskine. Man bliver kvalt, længe inden man har fundet dansk oversættelse af effort justification og forstået dybden af institutionelle interesser. På fødevarefronten har Danmark trukket EU nitten. Vi fik svineproduktionen, som er en klimamæssig klyngebombe for vandløb, indre farvande og grundvandet. End ikke jodtabletter kan beskytte os mod nitrat, zink og kobber i drikkevandet. At købe mindre skrammel betyder, at vi skal bruge vores penge på kultur- og serviceydelser. Når det gælder fødevarer, så er det årstidens lokalt fremstillede produkter. Det er handel langt inde bag de nedbrudte EU toldmure. Det er gift mod europæiske samhandel.
Der er brug for en helt overordnet diskussion om, hvad vores forhold til EU skal være og EU’s rolle. Forsvarsforbeholdet er bare en lille del. Det handler om Mindre EU – ikke mere EU; hvilket ophævelse af forbeholdene alt andet lige vil være et udtryk for. Det tror jeg, EU allerede godt ved dette. De var 8,5 procentpoint franske stemmer fra at bryde sammen. Derfor har de brug for at styrke sig inden den konfrontation. De har brug for successer. Man lukker ikke ned for en succes – Medmindre man hedder Steve Jobs og slagter ipoden med sin iphone.
Uanset hvor kluntet spørgsmålet formuleres, så har Ja/Nej det med at blive et spørgsmål om for- og imod. Så ender det med at blive ultimativt. Det bliver til ”For” – med hele pakken. Så din stemme kan aldrig udtrykke: Jeg synes Forsvarssamarbejdet er fuldt dækket af Nato. Jeg vil gerne Europa fællesskab, men ikke Europa Union, som jeg i øvrigt synes, vi allerede var blevet enige om.
Jeg er dog stadig i tvivl om min stemme. Ikke på forbeholdene, men på grund af dette med hele pakken. Den manglende opposition. Rammer mig med dobbelte kraft. For det første er jeg ikke dækket af nogen fraktion. For det andet, fordi den opposition, der på EU plan trodsalt findes, er ikke et alternativ, jeg ønsker. I den forstand bliver fraværet af opposition det samme for mig, som det har været for de fleste andre til alle tider. Det kan godt være at nuværende ikke er godt, det er dog bedre end alternativet. Det bliver således det frie fravalg.
Neu-nationalismens ide om nationernes europa er alternativet på afveje. Det er opløsning mere end løsning. Min kristne localisme, hvor biodiversitet er ophøjet til et politisk projekt har ingen platform. En mand gør ingen opposition. Og der er ingen trøst at finde i den marxistiske dialektik. For den forholder sig ikke til, hvad der kommer efter socialisme.
Tro føder tålmodighed. Det er en kristen dyd. Men det dur bare ikke i en holistisk anskuelse. Tidslinien giver ikke mening i et økologisk kredsløb. Reduktionisme og linaritet er cirklens modpol. For det, du gør i dag kommer tilbage til dig på et eller andet tidspunkt. Tid og tålmodighed giver kun mening, når man har sået sit frø. Klimaet kræver handling nu. Den kan ikke blive ved med at vente på, at vi får fikset corona, Ukrainekrigen, afmonteret EU etc.
At forsvare er at bevare. At Ukrainekrigen for alvor satte gang i accelleringen af den grønne omstilling, kan man godt leve med. Målet helliger midlet, som Machiavelli sagde. Men vi når ikke i mål, hvis det kun bliver et spørgsmål om uafhængighed af russisk olie og gas samt at redde klimaet. Det handler ikke om at løse en krise. ”Vi er klimaet”, som Jonathan Safran Foer siger. Vi er ikke en krise. Vi er en tilstand. Vi bliver nødt til grundlæggende at ændre den måde vi tænker – og agerer på.
Det er her vi har brug for kætterne og udstødte – oppositionen…..På godt og ondt.