Således ansporet af fornærmelsen over ikke at få læserbreve bragt i Politiken og Weekendavisen, oprettede jeg min egen blog – StopTankespild.dk. Det var engang i oktober sidste år. Jeg ville sætte mit eget ord frit. Ingen tanker skulle gå til spilde.
Visionen var stort anlagt. Det kom til udtryk i det sidste læserbrev, der ikke blev bragt. Det er synspunktet om, når politik handler om følelser, så knægtes ytringsfriheden. Ikke i den forstand, at man forhindres i at ytre sig (hvilket i princippet skete for mig, men lad det nu ligge!!!) Men at den fri debat forsvinder. Dermed mister man frugten af ytringsfriheden. Man kan sige hvad som helst til en person, som er styret af sine følelser. Det ændrer ikke tøddel. Nærmest tværtimod – Han/hun bliver blot stærkere i troen. Man kunne ikke fortælle en glødende Trump tilhænger, at det der valgresultat var rigtigt nok.
Et godt eksempel i den danske andedam var Godhavn undskyldningen. Det er et andet karakteristikum ved følelsespolitik. Den har ingen reel legitim opposition. Det var naturligvis helt åbenlys horribelt, hvad disse mænd var blevet udsat for.
Halvdelen af befolkningen lod sig begejstre over, at vi endelig havde fået en statsminister, der viste følelser, efter den kølige politiske købmand. En statsminister, der udtrykte, at omsorgen for de svage og de udsatte ikke kendte tidsalder. Resten af befolkningen sad snarere og krummede tæer i deres manglende rum for kritik. Det var utilgiveligt, hvad man har udsat Godhavn drengene for. Derfor giver det ikke mening at undskylde det. Det har kun til formål at profilere undskylderen. Fru Frederiksen søgte at signalere, at hun tog ansvar for deres behandling, men i virkeligheden var det stik modsatte tilfældet. Hun fralagde sig ansvaret. Betalte sig fri, om man vil.
Nogle mente sågar, at det var i strid med Grundloven – og dens princip om magtens tredeling. Den udøvende magt ikke skal være dommer(det var som bekendt først senere, at vi lærte, at grundloven ikke er nogen hindring!!!).
Så længe man er inde i den, kan man ikke se sig ud af den. Så politikeren kan fjerne debatten og samtidigt sikre opbakning, ved at føre politik med følelser. Frygten er det stærkeste middel, fordi mennesker nu engang er mere tilskønnet af undgå risiko for at miste, end af chancen for at opnå. Tryghed kommer før frihed. Frygt fordrer beskyttelse.
Jeg læste en bog om stoisk filosofi af Niels Overgaard – ”Det hele handler ikke om dig”. Titlen var den sidste af fem teser, som stoisme ifølge Overgaard bygger på. Den første var: ”Fokuser på det, som du kan kontrollere”. Det var første kraftige anslag mod mit projekt. Uanset hvor mange domæner jeg køber, så kommer jeg ikke til at lede den offentlige debat om ytringsfrihedens væsen. Men det var samtidigt også en motivation. Det, jeg tænker, kontrollerer jeg. Det er den største frihed, jeg kan manifestere. Der er sikkert kloge psykologer, der vil hævde, at man ikke kan kontrollere egne tanker. Det kan jeg i mange tilfælde følge dem i. Jeg kan dog genvinde kontrollen ved at skrive dem ned. Men det er til gengæld helt uomtvisteligt ,at det er helt ude af min kontrol, om tankerne bliver læst og delt. Jeg skriver., fordi jeg har lyst til det. Det er min måde at fortolke verden på- Det er min måde at bearbejde og fastholde alt det, som jeg læser. Jeg tænker, derfor er jeg – sagde filosoffen Descarte. StopTankeSpild handler om at fastholde tanker.
Det føder samtidigt den største og mest gennemgribende udfordring. StoptankeSpild er tanker, der er gennemtænkte. Det kan jeg kun ved at publicere dem. Ellers er det til skraldespanden – Og så er de spildte. Jeg er dermed samtidigt blevet min egen hårdeste censur. Det kan godt være, at jeg har frigjort mig fra berlingske medias skrappe nåleøje og deres strikse formkrav, men tag ikke fejl af selvsensurens nådesløse hammer. Det er min intellektuelle forfængelighed, der er på spil. Tanken skal holde vand. Det er ikke bare en holdning, der skal til torvs. Det skal være sandt. En kritik skal være skarpskåren og konsistent. Man skal være imod med værdighed – På sin vis også være med, når det giver mening. Det handler om udvise respekt. Denne selvsamme, som man gerne selv vil have. Det handler om at komme forbi bjælke – enten over eller under.
Det er lige præcis det, som adskiller StopTankespild.dk fra min skraldespand.
Jeg giver ordet frit. Det er helt op til den enkelte, om man vil forkaste tankerne og optage dem selv – eller sågar vil genbruge sætningerne. De er lagt frem til fri afbenyttelse – inkognito. Det handler om at dele tanker. Det er forudsætningen for den gode samtale – at udfordre ens eget tankesæt. Det kan man gøre ved at skrive dem ned og lægge dem frem. Eller at melde sig ind i en diskussionsforening. Jeg vælger det første. Nogle vil givet hævde, at det et er spild af tid. ”Du ender med at skrive til dig selv”. De har fuldstændig ret. Men jeg skriver netop for mig selv. Ikke for at blive læst. Dette er kun et muligt scenarie, som dog ligger udenfor min kontrol; altså hvad en stoiker ville afholde sig fra at skænke en overvejelse. Og lige meget hvad: Det kan aldrig skade at tænke sig om.
Jeg hævder ikke at have ret. Jeg anser ikke mig selv for at være klogere end andre og med en guddommelig forpligtelse til at belære. Jeg opfinder ikke noget nyt. Det alt sammen noget, jeg har læst og som jeg reflekterer over. Jeg danner til nøds kun en ny kontekst.
Jeg tænker – og ytre frit.
Jeg satte mig for at skrive en pamflet, med henvisning til trykkefrihedens allerførste tekster. Det skulle være en hyldest til Struense – intet mindre. Den skulle handle om pandemien. Meget oplagt, da det jo var lige præcis det, som optog alle. Det viste sig at være en umådelig svær opgave. Jeg tror, jeg har skrevet 150 sider. Dette er den sjette version. De foregående er strøget af selvcensuren. Der er mange uforlignelige oneliners, der har undergået second thoughts.
Det har samtidig været en lang omskiftelig proces, kendetegnet ved at være nyt land. Det har det været for alle – Uden undtagelse.
Der var én, som på et tidspunkt betegnede pandemien som fremkaldervæske. Sådan må det jo være, når det, man har taget for givet, ikke længere kan tages for givet. Det reagerer vi alle på – Hver på vores måde. Når det så drejer sig om liv og død – bogstaveligt talt – så er det eksistentielt. Jeg har selvfølgelig været heldig. Jeg har ikke mistet nogen. Jeg ved ikke, om jeg har været smittet. Jeg har i hvert fald ikke været syg. Og det der med test er ikke noget, jeg har taget del i. I starten fordi der ikke var nogen behandling, så kunne det jo være lige meget, hvad det hed. Efterfølgende er det blevet mere til et princip.
Jeg er derfor trods alt kun blevet ramt på livet. Det giver mig dog muligheden for at agere. Det er netop her, tanken er ens hjælper. Det er egen medicin. Så er 5 versioner blot sten på vejen, som man træder på. Sådan er det nu engang med den slags sten. Man når ikke herhen uden at have betrådt dem. Omvendt mister de deres funktion med det sidste afsæt.
Lad os nu komme i gang.
Jeg har aldrig snydt mig selv for noget. Coronaen tog alt. Bare den første uge af nedlukningen kostede to koncerter. Én af dem var en Malurt koncert i Århus med min søn. Jeg har alle deres plader. Det er lyden af min ungdom. Jeg blev en mand til den musik. Af én eller anden grund har jeg aldrig hørt dem live. Reunion – så havde jeg endelig chancen og samtidigt kunne jeg indvi min søn i min ungdoms musik. Jeg havde forventningen om at genopdage min egen ungdom – med min søn ved min side. Eller endeligt erkende min alder ved at se fire gamle mænd spille, som om de var unge, mens unge mænd – nogle i gamle mænds kroppe – lyttede på. Der er næppe noget, man kan sætte sin næse højere op efter.
Det var samtidig også en brat opvågen. For hvor smålig og navlebeskuende kan man tillade sig at være? Fire gamle mænd på en scene er jo uendelig ligegyldigt, når folk dør i hobetal ude i verden. Det var i hvert fald sådan, det lød dengang. Efter at have raset ud, fødtes derfor en selvransagelse: Sådan en person ønsker jeg ikke at være.
Denne følelse er kun blevet overgået af den oplevelse, jeg havde ved museumsbesøget og siddekoncerten efter første genåbning. Hvor jeg tænkte; ”Det kan sgu da være ligegyldigt, når det skal være sådan her. Når jeg ikke må rejse mig op og synge med, så er jeg ikke længere en del af det.”
Sygdom har aldrig sagt mig noget. Og jeg har længe haft et problematisk forhold til hospitalsvæsenet. Det hænger nok sammen med min faders død i respirator efter en ulykke engang for rigtigt meget længe siden. Det var ikke deres skyld. Det var ikke nogens skyld – Det var et faktum. Læger og sygeplejersker har da også skuffet alle mine negative forventninger hver gang siden. De er også mennesker. Men jeg hader sygdom. Det hedder frihedsberøvelse. Man er lænket til en seng. Det er noget, der bare skal overstås. Nogle gange har antipatien nærmest haft karakter af fornægtelse. Det skal man holde sig fra. Man behøver omvendt heller ikke at omfavne den. Slet ikke når det handler om virus.
Ikke desto mindre har dette forhold til sygdom – eller mangel på samme – bevirket, at jeg ligger med en sygdomsfrekvens på ca en uge for hvert 10. år. Sidst, jeg for alvor var nede, var i 2013. Svineinfluenza gjorde nas. Det vil jeg ikke fornægte. Jeg er dog klippefast i troen på, at mit immunforsvar vil kunne klare Corona. Og hvis ikke – ville jeg alligevel ikke bruge den nye erkendelse til noget – Mod hovmod er vi alle fortabte. Det betyder samtidigt, at jeg ikke efterspørger den tryghed, som man leverer med den forsigtigheds approach, man fra myndighedernes side har anlagt i dette kongerige.
Jeg frygter ikke. Og derfor efterspørger jeg heller ikke frelsen i form af vaccinen.
Tro kan være et farligt udgangspunkt, særligt når det gælder ens helbred. Det er da også kun et udtryk for, at jeg dybest set ikke ved, hvad der vil ske med mig i givet fald. Det gør sundhedsvæsenet heller ikke. De beder mig sågar om at blive testet hvert andet øjeblik, hvis jeg vil vise mig offentligt. Kierkegaard har beskæftiget sig med det at vide og at tro. Hvis man defacto har viden om, at gud eksisterer, så er ikke længere en tro. Der er således ingen modsætning mellem at tro og at vide bedre. Jeg har dog sat mig ind i det. Jeg er ikke mere rettroende end jeg lever efter Karl Marx’s operationelle religionskritik, der sagde: ”Du er, hvad du spiser”. Jeg ved, at min daglige skud af hvedegræs rørt op i en shot brygget på ingefær og gurkemeje har holdt mig sygdomsfri i nu halvandet år. Jeg mener, at have rimelig dokumentation for grøntsagers positive virkning på helbred og immunforsvar. Så jeg ligger lunt svinget med min overvejende basiske kost. Jeg er ikke hellig. Jeg spiser da kød, men aldrig mere en tredjedel af sundhedsstyrelsen ugentlige anbefaling på 350 gr kød. Dette sammen med rigelig motion.
Alt kan jo gøres op i tal. Min største udfordring er selvfølgelig den samme som i resten af befolkningens. Det er 5. Og 6. Ciffer i mit cpr nr. Så meget desto mere er det vigtigt at fokusere på kost og motion. Jeg vil dog tillade mig at hævde, at jeg ligger lunt i svinget i forhold til at klare skærene, hvis jeg skulle rammes af corona. Den generelle overlevelsesrate på 98,98 % er således et ganske forsigtigt skøn. Men det er godt nok til mig. Min tro baserer sig således på ”sund fornuft”.
Vi mennesker er nu engang forskellige – Heldigvis. Jeg har fuld forståelse for dem, som har andre prioriteter. Når man nu ved, hvordan coronaen virker, så er der nogle, som med rigtig grund bør være varsomme.
De ville givet fortrække tryghed fremfor frihed. Nu kender jeg af gode grunde ikke fordelingen på den ligning. Surfer man lidt rundt på diverse medier, så levnes der ikke megen plads til dem med frihed på agendaen. Regeringen leverer da i den grad tryghed før frihed. Omvendt hvis flertallet foretrækker frihed fremfor tryghed, så har vi i den grad et demokratisk problem.
Beskyttelse af mindretal er ædelt demokratisk princip; måske det vigtigste af alle. Problemet er bare, når selv man ender som et mindretal, er man i virkeligheden prisgivet. For så en man dybt afhængige af ”de andres” beskyttelse. For mig er flertallet: ”de andre”. Flertallet, som skal yde beskyttelsen, de har en tendens til at opfatte mindretallet som ”de andre” – da vi ikke deler flertallets holdninger. Når det så er det noget, man ikke vil have. Da bliver det til: ”de andres” sygdom. Det er da noget, man skal vaccinere sig imod. Så bliver mindretallet nogle man skal beskytte sig imod – Og ikke noget at beskytte.
Man bliver bogstavelig talt til tredje person i grammatisk forstand. Det kan man godt være i flertal, selvom man stadig er i mindretal – så hedder det netop ”de andre”. Mindretalsbeskyttelse er jo en kontrakt mellem to parter; første og anden person – dig og mig / I og vi. Den gælder ikke nødvendigvis for ham /dem.
Vi er godt i gang med at genskabe klassesamfundet. Dem uden vaccinepas er vi: de urørlige.
Det historisk set er det dog af en enestående afart, da jeg selv vælger min klasse. Jeg kan frit vælge at lade mig vaccinere og dermed lade mig upgrade. Så kan jeg printe mit eget vaccinepas – Partout kortet til livet. Det er bare ikke rigtigt sådan frihed virker!
Min største frygt er, at de udviklede vacciner ikke er bredspektrede nok til at kunne håndtere disse ganske uheldige mutationer.
Nogle vil omvendt hævde, at man netop beskytter mindretallet. Det er de syge og de svageste, vi beskytter med restriktionerne.
Historisk set har der aldrig været nogen opmærksomhed knyttet til beskyttelsen af flertallet. Slet ikke overfor de forkerte beslutninger taget af flertallet!
Frihed! – Det er i virkeligheden er et fluffy begreb. Det er lidt ligesom solskin. Alle vil have det. Og der er forskel på frihed til – og frihed fra -. Det er ikke så fedt, når ens elskede har for forladt én. Det har Micheal Falch skrevet en fin sang om. Det er forpligtelsen, der følger med, som giver friheden sin dybde. Gnags synger: ”Frihed er ikke meget ve’, hvis man ikke er fri på vej derhen til”. Det omkvæd kan mere end bare at rime.
Pandemien er som enhver anden sygdom i sig selv er en grum frihedsberøver. Dem, som rammes hårdt lænkes til sygelejet. Alle os andre, som forsøger at undgå at blive det – eller at være smittebærer, er ganske vist ikke lænket til sengen, men dog begrænsede i adfærd.
Oven i al denne ubarmhjertige frihedsberøvelse, som coronaens hersken tvinger ned over hovedet på os alle, så kommer regeringen med alle sine indgreb. Nødvendigt bevares – Men lige i det samme, oplevet med helt den samme irrationalitet, som man retrospektivt kan hævde, at mange af restriktionerne udtrykker på den lange bane, er det en massiv frarøvelse af personlig frihed.
Det er kort og godt: pest bekæmpet med colora. Det kan godt være, at Fogh’s minimal stat i 00’erne var lige grov nok. Men det var dog intet i forhold Fru Frederiksens maksimal stat.
Det lanceres som en nødvendighed. Men nødvendigheden er gift med præmissen. Ingen må være tvivl om nødvendigheden i at gøre noget, men hvad – og hvor meget; det ligger i præmissen. Livets helt store ligning – Sandheden om alt: Der er en løsning på alt – Det er til enhver tid givet ud fra løsningens opfattelse af, hvad der er konstanten og hvad der er variablen. Når præmissen stikker af, løber nødvendigheden løbsk. Og der er tilmed godt nyt for beslutningstageren, idet man til enhver tid kan hævde, at præmissen dermed er holdt: ”Derfor undgik vi katastrofen”. Sådan er det nu engang med konstanter og variabler. Der har altid virket at lukke ned, for så sker der ingenting. Det har altid været konservatismens hofmærke – Det ligger i selve betydningen af ordet.
En krisesituation vil til enhver tid kalde på et lederskab, fordi der kræves koordineret handling. Måden man organiserer det på i et demokrati, bygger på et valg. Her valgte man reelt at suspendere demokratiet og indføre en situationens generalstab. Man kunne også have valgt at samle – for eksempel – de 4 største partier i en nødretsregering. Det gjorde man dog sidst, der kom noget værre stads ind over grænsen.
Det er et helt frit beslutning, at man vælger udlede kæmpebøder til småbørnsmødre, der en søndag morgen går på legepladsen med sine børn. Og kæmpebøder til folk, der venter på havnebussen. Bare fordi det tilfældigvis sker på Islands Brygge en forårsdag i 2020.
Tager man tilmed præmissen ud af sætningen, står nødvendigheden netop tilbage som tvang, forstået som fravær af friheden til at kunne vælge. Vel vidende at frihed nu engang virker bedst som tilvalg. Den her pandemi kan man jo ikke bare vælge fra, så nødvendigheden må være påtvunget i én eller anden form. Det nødvendige accepterer vi jo rask væk på daglig basis. Gerne fordi det jo giver os nogle gevinster på anden vis – helst på den korte bane. Her følger ikke rigtigt nogle gevinster – Udover derude, måske, i en fjern fremtid. Men vel at mærke kun, hvis min nabo også overholder restriktionerne.
Vi får at vide: at det, du gør, gør en forskel. Det lyder alt sammen meget godt. Det er lige sådan noget, os ”gør-det-selv”-folk kan lide at høre. Men den tager ikke højde for, at vi er forskellige. For det er jo ikke nok bare at gøre noget. Og den der med at med at yde efter evne og nyde efter behov, dur heller ikke her. Vi skal jo gøre noget helt bestemt. Så er det pludselig et påbud. Vi skal alle sammen gøre den samme forskel på samme tid. Da er det, at samfundet savner Kant. Den kategoriske imperativ taber sit subjekt.
Alt sammen højtravende lommefilosofi. For det på operationelle plan skaber dette krav om, at vi hver i sær gør en forskel på andres vegne: Det er den tredje betvinger af personlig frihed. Jeg kan forstå de begrænsninger, som pandemien lægger på vores adfærd. Jeg accepterer på sin vis statsmagtens legitimitet i forhold til at indføre restriktioner. Jeg kommer aldrig til at forlige mig med den sociale kontrol. Det er den grummeste af alle tre herskere. Vi fordømmer muslimernes kontrol over hinanden. Vi er kun en pandemi fra at praktisere det selv samme i stor stil.
Det er ikke min religion. Man må ikke dømme andre. Du skal heller ikke forvente et tak for dine gerninger. Du skal ikke fjerne tornen i andres øjne, før du har fjernet bjælken for dit eget. Det står i Lukas evangeliet.
Jeg ved snart ikke, hvor mange gange jeg nede omkring Damhussøen er blevet skældt ud for at gå i venstre side. Jeg kommer fra landet. Der går man i venstre side. Det har reddet mange menneskeliv derude gennem tiderne. Jeg har lært det nu. Men det lå nu engang på rygraden, når man går i sine egne tanker. Det havde unægtelig været nemmere, hvis jeg ikke havde haft nogen rygrad – eller undladt at tænke selv!
Når regeringen, som herskeren i midten, så skaber alliancer med de to øvrige såkaldt ”undertrykkelses” former, da bliver det næppe værre. Det være sig de her reklame indslag, hvor man hylder den sociale kontrol. Eksempelvis den arme mand, som lige når ind i bussen i sidste øjeblik, uden lige at have fået mundbindet på. Han ved det jo godt. Den ligger klar i lommen. Han vil jo gerne gøre det. Det er bare vigtigere, end at han når bussen. Det kunne jo være, at der var en rigtig god grund, at han var i allersidste øjeblik. Men alle i verden går forud for den enkelte.
Vi skal passe på hinanden, får vi af vide. Det gør, vi alle gerne. Det er menneskets natur – Det hedder respekt. Den mindsker bare sin styrke, når man trækker den ud af dens ”natur”lige habitum.
Omvendt synes jeg, at de seneste ”reklamer”, er befriende, hvor man anlægger en humoristisk tilgang til tålmodighed. De har bare det helt åbenlyse svaghed, at reklamerne ikke fortæller, hvor længe tålmodigheden skal vare. Og slet ikke hvad der er os i vente, når tålmodigheden indløses. Heller ikke her er jeg tilfredsstillet i forhold til skabelse af tryghed! Og vi er desværre ikke blevet begavet gode overraskelser i den retning.
Jeg har bøvlet med det der Pandemi. Tidligt i første nedlukning stod jeg nede i den lokale Rema1000. En ældre kvinde – ikke udpræget høj af statur – stod og kiggede langt efter rugmelet på øverste hylde. Igen fik jeg rygproblemer. Det ligger i rygraden. Beredvilligt sprang jeg til. Og løftede det ned til hende. Desværre var de stadig i den oprindelige indpakning, som jeg ligeså beredvilligt fjernede for hende, så hun kunne de sine 5 pakker. Jeg så pludselig ud af øjenkrogen angsten, der stod malet i hendes ansigt. Om det var surdejen hjemme på køkkenbordet eller min venlighed, der fik hende fra at spæne skrigende derfra, skal være usagt. Hun tog pakkerne og skyndte sig væk. Min betænksomhed forhindrede mig i at tænke mig om.
Jeg længes efter, at vi tager udgangspunkt i alt det gode, vi kan gøre for hinanden. I stedet for hvilken skade, vi kan potentielt kan forvolde andre. Her er jeg til gengæld bange for at vaccinen er for virkningsfuld.
Jeg tænker, at jeg ikke står alene med den opfattelse. Det sker desværre ikke før rationalitet bliver relanceret. Det er det første, der går fløjten, når følelsespolitik indføres. Det gik jo galt, da man suspenderede proportionalitetsprincippet. Uden proportionalitet kan man indføre hvad som helst. Og enhver mikroskopisk forandring kan udløse alverden af restriktioner. Man beder os om at have tålmodighed. Det er i virkeligheden et andet ord for proportionalitet. Var det mig som bestemte, ville jeg genindføre proportionalitet. Så ville man selv kunne udregne, hvor mange personer der kunne opholde sig i et stort byggemarked.
Den ældre kvinde skulle have gået hjem og tjekket sundhedsstyrelsens hjemmeside. Der er testet 21.758.892 personer. I alt 228.692 af de testede er konstaterede smittede. Altså i værste fald med 99 % sandsynlighed har den venlige ældre herrer i supermarkedet ikke været smittet og derfor næppe har inficeret rugmelspakken. Hvis hun så samtidigt tog udgangspunkt i det gode menneske, som ikke under en pandemi tager småsyg i supermarkedet, så var der rimeligt gode odds for, at det gav mening at bage brødet færdigt.
Med proportionalitet ville man måske have valgt at følge resten af Europa og ikke taget Astra Zeneca ud af vacinationsprogrammet Det giver naturligvis rigtig god mening at være yderst opmærksomme på signalerne om, at vaccinen kan have bivirkninger. Vi skal ikke have sprøjtet noget i kroppen, man dør af. Dødsfaldet kan vi alle forstå. Hver enkelt fra os sætter pris på livet. Det er bare en helt anden pris, som myndigheder skal forholde sig til. Det kan være svært at finde proportionaliteten, når man netop har sat den for døren.
Der dør 3500 danskere om året af fejlmedicinering. Der er mange præparater, der skal pilles af hylden. Der dør 13.000 om året af rygning. Det burde man nok også se på.
Det er nærmest tragikomisk. De lægger selv beslutningsgrundlaget på bordet. Deres skøn er, at sandsynligheden for at død af Astra Zeneca er 1/40.000. EU regner med 1/100.000. Der er sågar en kendt behandling, hvis man reagerer hurtig. Der sidder samtidigt 5.6 mio danskere udfordret på deres tålmodighed. Det koster næringsdrivende millioner af kr hver dag i tabte indtægter. De pålægges i den anden ende tusinder af ekstra timer i kontrol af vaccinepas. De bliver til gengæld jagtet af nidkært arbejdende politibetjente, som benhårdt slår ned på en enhver overtrædelse med kæmpebøder, så vi kan dyrke den kollektive selvfærdiggørelse.
Selvsamme sundhedsstyrelse startede med at anføre proportionalitetsprincippet. Vi skal da lige love for, at de har taget påbuddet til sig om at se bort dette princip.
Hvis jeg endelig skal frygte, så er det dette, at vaccinen slet ikke er bredspektret nok til at inddæmme den variant af sygdommen.
Jeg kan sagtens overholde alle restriktioner selv uden at blive mindet om dem. Det er et ikke noget offer. Heller ikke en gave – Og da slet ikke en offergave. Jeg er samtidigt helt bevidst om, at jeg er heldig i den forstand, at jeg har muligheden for at gøre dette. Jeg er ikke i fare for miste mit arbejde. Jeg kan arbejde hjemmefra. Jeg har ingen små børn, hvor jeg har en forsørgerpligt og som jeg skal trøste og berolige, når omverdenen skræmmer dem. Jeg er privilligeret selv uden privileger.
Jeg udviser gerne samfundssind. Det er en helt naturlig menneskelig egenskab. Det er blot således, at det kan man kun, hvis det ikke har nogen afgørende betydning for én selv. Men havde jeg været en selvstændig erhvervsdrivende, hvor min butik lukkes og min indtægtsgrundlag forsvinder, så er det derfor ikke længere samfundssind, som er det snarere værnepligt. Så går man i krig for større sags tjeneste.
Jeg har den største medfølelse for disse personer. Jeg slukkede for fjernsynet. Jeg kunne ikke længere holde ud at se fortvivlelsen i deres blikke, når man interviewede dem og de fortalte om konsekvenserne for deres forretning ved nedlukningen.
Der er som bekendt en løsning på alt. Det er bare et spørgsmål og at bestemme konstanten og variablene. Den ultimative Løsning er, at vi alle lægger os ind i Natostilling i hver vores mørke rum. Længst væk fra døden lige langt fra livet. Vi bliver alle 120 år, hvis vi lader os nedsænke i basisk væske. Det er bare ikke særligt operationelt.
Det er ikke et spor mere smittefarligt at handle i en lille butik med mundbind og sprit ved døren end at handle i supermarkedet eller stå i køen ved testcentret. Det er et spørgsmål om om prioritering. Er det storkapitalen i form markedskæderne og statens trang til at kontrollere eller er det fri levned der skal holde for? Hvorfor var det ikke supermarkederne, der skulle køre med click and collect? De ville i øvrigt have haft ressourcerne til at bygge løsningen. Det havde boghandleren nede på hjørnet ikke.
Det havde måske også været godt for folkesundheden, hvis supermarkedet havde været på click and collect. Der ville sikkert have været mange, som ikke havde ladet sig friste af slagtilbud af de mange sukker- og alkohol- holdige varer.
Grundtvig sagde: ”I velstand har vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Nu er det ikke pandemi han taler om, selvom man i et polemisk øjeblik godt få den tanke. Det var fri levned, han agiterede for.
Man har sluppet taget i medianen. Derved ender det med, at det de få i begge ender, der har for meget og mængden der har for lidt.
Man kan sige meget om regeringens politik, men fri levned er ikke et prioriteret indsatsområde i deres pandemi kampagne.
De vil sikkert påstå det modsatte – ”Vi giver kompensation”. Men det er bare som at tilbyde strålebehandling efter en kemikur i en kræftbehandling. Det fjerner den sidste rest af selvstændighed. Vi er godt i gang med at skabe en ny armods sektor på linie med landbruget. Den lever i bundløs gæld, hvor de fri markedskræfter er sat ud af spillet. De fastholdes i den helt samme produktion, under(hånd)holdt af samfundet, som i virkeligheden dækker over sin egen utilstrækkelighed. Deres gæld bliver deres redning. Klimaet betaler for ansvarsfralæggelsen.
Da vi igen åbnede, skyndte jeg mig ned til den lokale tøjbutik. Jeg rev varer ned at hylderne. Ikke fordi jeg havde brug for tøjet eller fordi jeg savnede at købe ind. Jeg kunne ligeså godt have smidt pengene disken, men det havde være almisse på ligne med kompensationen. Jeg nærede et ønske om at give dem deres forretning tilbage.
Nu vi taler om sundhed! Corona restriktionerne har været den suverænt største trussel mod min sundhed. Den fjernede med et slag den daglige en times cykeltur til- og fra arbejde samt turen i motionscentret. Det hele handler ikke om mig. Det er da også helt åbenlyst, at der er andre, hvis helbred, der på den korte bane, er langt mere truet end min sundhed. Men det er samtidigt hævet over enhver tvivl, at: alles sundhed på sigt er lige vigtig.
Uden naturligvis at vide det, så er jeg ret overbevist om, at dette er myndighederne udmærket fuldstændigt bevidste om. Derfor er det så voldsomt magtpålæggende at holde fast i fortællingen om, at corona er midlertidig og løsningen er en vaccine. Og hvordan undgår man så den endegyldige sandhed om, at alles sundhed er lige vigtigt. Det gør man ved at forlænge det midlertidige i én uendelighed – og stadigt mere benhårdt forfølgende løsningen. Samt at vise at man er i kontrol ved ligeså benhårdt at holde fast i at kontrollere dét, som i virkeligheden er umuligt at kontrollere: vira’s i enhver afkrog af landet. Det er fuldstændigt forkert, men det virker helt efter hensigten hver gang.
I en uge var det en brasilansk variant. Næste gang er den sikkert thailandsk. Og sådan sendes vi igen og igen tilbage til det mørke rum i natostilling. Det hjælper ikke at likvidere en branche, man i forvejen ikke bryder sig om. Det midlertidige forlænges i én uendelighed. Sådan undgår man det uundgåelige.
Vi genåbner så. Alle klapper i deres små hænder. Men det er stadig med benhårde restriktioner. Den politiske approach er stadig den samme. Frygten som politisk virkemiddel er ikke skrinlagt af den grund. Det er ikke genindførelse af proportionalitet. En betingelsesløs tilbagekaldelse af alle restriktioner ville være et udtryk for et kæmpe politisk nederlag. Sålænge folk frygter, er der intet at frygte – for den politiske magt.
Vi ville være meget bedre stillet, hvis man lavede en lempelig genlukning af samfundet. Genindfør proportionalitet og genåbn alle samfundsinstitutionerne. Men stadig med udpræget grad af hjemmearbejde, for dem som kan. Hold fast i: Hold afstand, afsprit, selvisoler dig hvis du er sløj. Det var restriktioner med mening. Vi nåede bare aldrig at se det virke.
Altså angående min egen sundhed, så er jeg stadig overladt til mig selv! Da er det jo, at man møder humorens sværeste disciplin, nemlig evnen til at grine af sig selv. Jeg prædiker frihed og autonomi: ”Du får, hvad du beder om – Kammerat!!” Fred være med det. Jeg klarer mig. Jeg finder min vej. Men jeg bliver stadig mødt med kravet om kontrol og påtvunget vaccine.
Jeg må godt nok på arbejde. Jeg skal bare lade mig teste to gange om ugen, uanset om jeg føler mig syg eller andre omkring mig er konstaterede smittede. Det er altså ikke berufsverbot – Men frivilligheden i forhold vaccinering minder allermest om: lebensverbot. Hvis jeg skal bare i nærheden af en mulighed for en forventning om en koncert måske engang til sommer, så skal jeg fremvise et gyldigt vaccinepas. Vil du have frihed, må du underkaste dig. ”Frihed er ikke meget ved, hvis man ikke er fri på vej derhen til!!!”(Gnags forever).
Det er en hån mod demokratiet og dets borgere lancere vaccinen som et tilbud. Det er ikke et valg. Det havde været langt mere fair, at stille det som et krav, også i øvrigt netop suspendere alle øvrige restriktioner udover afstanden og håndhygienen samt selvisolation ved sygdom, som jeg troede var en selvfølge.
Jeg tænker, at den enkelte ved ganske udmærket med selv, om man tilhører en risikogruppe. Hvis ikke, så er det den gode gamle sang om igen: Mod hovmod er vi alle fortabte. Der er alverdens gode grunde til at gøre det. Der er kun to grunde til ikke at gøre det. Den første er tvang. Den anden er under trussel: ”Hvis du ikke er vaccineret, så må du ikke sidde på den her bænk”. Prøv lige at erstatte ”ikke vaccineret” med ”Sort”!
Problemet er lighed. Efter at have læst Thomas Piketty, har man et helt andet syn på lighed. Vi lever jo i et lighedstyranni. Den har sejret over de to andre. Men det er kun en tredjedel af fortællingen. I vores kamp for lighed er friheden og broderskabet sat på porten. Lighed korrumperer, når alle skal behandles på samme måde. Det er hævet over enhver tvivl, at vi mennesker er forskellige. Når vi så skal behandles ens, så skaber det ulighed – alt andet lige! Det er den skinbarlige sandhed. Alle ved det, ingen vil se det i øjnene.
Lighed er djævlen, fordi den har overløbet sine brødre fra den franske revolution. Det skal retfærdigvis siges, at den er klart den mest operationelle af de tre. Den er noget nemmere at lovgive ud fra og dermed at regulere end broderskab og frihed. Sådan er det jo i en søskende flok. Der er altid én, der er nemmere at omgås, men det gør ikke de andre mindre værd.
At udfordre lighed er ikke det samme som at opfordre til ulighed. Det handler om at give lige muligheder for forskelligheder. Vi miljøtosser har et begreb, der hedder biodiversitet. Den kunne man godt bruge i denne sammenhæng – Også.
Frihed alene er en nihilistisk drøm, hvor alle gør lige, hvad der passer dem. Der er ingen sammenhængskraft. Omvendt broderskabet fungerer ikke alene så snart der er mere end én familie. I et samfund med forskellige opfattelser fungerer den kun sammen med lighed. Hvis friheden tilmed er intakt, så har vi som mennesker ikke mistet noget. Og dermed har vi alle forudsætninger for at udvise samfundssind. Det handler om respekt. Det er ligesom kærlighed. Det virker bedst, når det er gensidigt.
Det er det største samfundsudfordring, vi har: Vi mangler om at redefinere eller genopdage ”broderskab”. Jeg ved ikke det ikke. Jeg er jo kun en kleinsmed fra vestegnen. Grundtvig kalder det for folkesjæl. Han talte om sindelag gennem dannelse. Derfor skulle bønderne på højskole. Tor Nørretranders taler om fælledskab med henvisning til fælleden, som et areal ingen ejer. Det er det, som vi gør i fællesskab, der hvor der ikke er et ejerskab.
Man skal starte med at finde på et helt nyt ord. Den giver i sit udgangspunkt mest mening i et patriarkat. Kvinder har nu engang svært ved at identificere sig med ”broderskab”. Allerede der skaber man ulighed. Længe inden man er nået dertil. Det er at gøre utilsigtet skade – På hedder i øvrigt på engelsk: collateral damage.
Og så kalder de det for sundheds-styrelsen. Jeg synes, det kun handler om sygdom. Det velsagtens snart kun Brostrøms episke fortalelse: Sex som sundt – hvor det reelt har drejet sig om sundhed. På en måde ganske tankevækkende – udveksling af kropsvæsker i tæt fysisk kontakt i en lystfuld kontekst. Det strider mod alt, hvad der i øvrigt anvist fra den front under pandemien.
Det er definitionen af sundhed, der i min optik er udfordringen. Man lader sundhed være sygdommens negation.
Man kalder det sundhedskort. Men man bruger det kun, når man er syg, medmindre man render til lægen for sjov. Jeg er lidt gammeldags. Jeg kunne bedre lide, da det hed: sygesikringsbevis. Da det var en forsikringsordning. Hvor man forsikrede sig mod sygdom. Det er en fælles forsikringsordning, som baserer sig i udgangspunktet om selvforsørgelse. Det er det princip, som den skandinaviske velfærdsmodel bygger på. Grundtvig kaldte det, som nævnt, fri levned.
Helt personligt mener jeg jo, at det er forkert at sammenblande sygdom og sundhed. De to områder burde være i direkte – og fri konkurrence . Det ville være et hårdt slag mod hospitalsvæsenet, hvis alle blev raske. Se bare, hvad der skete med piloterne og stewardesserne, da vi holdt op med at flyve. Bestemte jeg, skulle man sammenlægge miljø, landbrug, fødevare, kommunale anliggender samt den del af kulturen, der drejer sig om sport. Kom det i et stort ministerium. Sidestil det finansministeriet med statsministeren som sekretær!
Hospitalerne er i bund og grund en etat på linje med DSB. Begge skal bringe borgerne fra A til B – fra syg til rask…. Sådan sat lidt på en spids.
Løsningen er så vaccinen. Den store vinder i kapløbet blev pfizer. Det kan ikke undrer nogen. De er de bedste til at få noget op at stå i en fart. De opfandt viagra.
Deres vaccine styrker immunforsvaret. Sjovt nok præcis samme effekt som gurkemeje og ingefær. Dette iøvrigt baseret på 2000 års indisk forskning. Med fare for at lyde som en barnligt, beruset bodega virolog så skyldes det nok, at repræsentationskontoen er større hos de schweiziske medicinal firmaer end hos de peruvianske gurkemejebønder. Remdesivir er forbrødret med det periodiske system i højere grad end kinesisk malurt. Selvom effekten efter sigende skulle være den samme.
Det lå meget tidligt klart, at rygning, kropsvægt og D-vitamin havde betydning for, hvordan man reagerede på sygdommen. Det var jo i virkeligheden en historisk mulighed for et storstilet sundhedsprojekt: For at sikre mod følgerne af corona skal du holde op med at ryge, tabe dig og gå ud i solen. Hvis den ikke skinner, så gå derud alligevel; bare i lidt længere tid. Den kampagne blev væk.
Nu har jeg selvfølgelig slukket for radio og TV, men jeg er ikke bekendt nogen som helst forskning i, hvordan man undgår de alvorlige følgevirker. Det har handlet om kampen mod corona, ikke hvordan vi kan leve med sygdommen. Under den spanske syge hævdede veganerne, at de var immune overfor sygdommen. Når nogle veganere alligevel blev ramt, hævdede de, at det var fordi de pågældende ikke havde været veganere længe nok. Dette er en historisk chance for at forfølge en lignende tese: Er veganere mere udsatte end andre?
Også her ville en større diversitet i tilgangen til håndteringen af pandemien være at ønske. Og hvor er miljødebatten henne? Det er som om, man har glemt CO2 udledningen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget CO2, der udledes ved produktionen af testudstyr. Desværre for intet af regne i forhold til den mængde CO2, der skal udledes for at finansiere alle hjælpepakkerne.
Jeg synes, det er dybt bekymrende for demokratiet. Vi afholder klimavalg. Vi vælger et folketing, som vil kæmpe for miljøet. Der blev lavet en CO2 reduktionsplan. Så kommer der lige en pandemi. Alt er fuldstændigt nulstillet. Man brager derudaf med offentligt forbrug, som har en klar en miljømæssig slagside. Man freder fuldstændig landbruget. Alt om reduktion af kvælstofudledning bliver sat på pause.
Det er et kæmpe problem for nationens generelle immunforsvar, at vi lever på en permanent bredspektret penicillin kur gennem det kød, de mange spiser. Man havde løftet folkesundheden, ved at fokusere på landbrugets medicin forbrug og befolkningens indtag af kød. Det havde det nok kostet nogle landmænd livet, men så havde man måske kunnet lukke mindre andre steder. Men i det mindste ved at have givet kompensationen på landbruget, så havde man dog samtidigt fået en miljø gevinst ud af indsatsen!
Når en pandemi er altoverskyggende, så kan jo indføre hvad som helst!
Klimaet opererer ikke med samfundssind. Det er jo ikke sådan, at den sætter global opvarmning på pause bare fordi der er en pandemi i gang,
Hvordan overlever man kampen mod corona uden miste sig selv?
Jeg har, som tidligere nævnt, valgt at stå af på test programmet. Det sådan set et meget flot tilbud til den enkelte borger, hvis vedkommende er tvivl om, hvorvidt man er smittet. Det er tvangen, der er problemet. Det er test som redskab, der er udfordringen. Ethvert udsving i sygdommen er blevet besvaret med; Test,test,test. Det er ikke lige just fordi, vi har fået bugt med sygdommen af den grund. Det lyder som udgangspunkt ganske besnærende. Vi bygger løsningen ved at søge efter forklaringen. Men vi når ikke hen til en løsning, hvis man bare bliver ved med at jagte forklaringerne. Formålet med indsatsen bliver at jagte forklaringer og finde løsninger.
Hvis corona er så smitsom, som man hævder og forsamlinger af mennesker er så problematiske, hvorfor skal man skabe alle de køer ved testcentrene? Man har lukket restauranter og små butikker af samme årsager. Det synes jeg, er dybt problematisk: For at kunne bære den smitte, der uvægerligt har været spredt i testkøerne har man i princippet fjernet næringsdrivenes livsgrundlag.
I starten af pandemien, accepterede man skyggetallet som et vilkår, forstået som dem var smittede uden symptomer. Nu er der kastet fuld lys over alt. Samtidigt fortsætter man med et nedlukket samfund blandt andet på baggrund af dette tidligere skyggetal. Man skaber selv udfordringer. Man bygger sine egne konklusioner.
Det giver utvivlsomt mening at teste en person, der skal ind på et sygehus. Man kan bare ikke lynteste. Det er for upræcist. Så man kan kun PCR teste på testcenter. Allerede der, går det galt. For man måler kun situationen lige i det øjeblik, hvor vatpinden føres ind i en valgt kropsåbning. Det er tilstanden i det splitsekund pinden ikke kan komme længere. Man kan så blive smittet på vej ud af testcentret, på vej hjem fra testcentret og på vej derhen, hvor du viser, at man ikke var smittet i et splitsekund op til 48 timer tidligere. Det er kontrol for kontrollens egen skyld.
Det er tab af integritet. Jeg har mistet evnen og ikke mindst retten til at vurdere, om jeg er rask eller syg. Jeg har udliciteret min krop til sundhedsvæsenet.
Den kamp vinder jeg ikke. Så det betyder, at jeg må leve i mere eller mindre permanent selvisolation. Jeg ved jo ikke om jeg er smittet. Naturligvis er jeg optaget af dette. Jeg kærer for mine nærmeste – det er civilsamfundsind. Jeg behøver ikke sundhedsstyrelsens mellemkomst til det.
Det er stakket frist. Jeg tænker, at jeg tager imod vaccinen, selvom den er mig umådeligt meget imod. Omvendt skal man vælge sine kampe med omhu. Det er intet at vinde på den lange bane ved at modsætte sig det. Jeg vaccinerer mig for at kunne leve – ikke for at undgå at dø. Giv mig bare Astra Ceneca eller for den sags skyld placebo produktet. Jeg gør det for at få et stempel i passet. Det ligesom med Peter Sommer: ”Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt”. Jeg følger hans opfordring til: ”…at spilde det liv udover hele mælkevejen. Så bliver vi til stjerner en dag – Eller lige nu”.
Mundbind bruger jeg på det ugentlige besøg i supermarkedet. Af hensyn til de andres retfærdighedssans. Jeg tog engangsbindet dybt alvorligt. Jeg købte den kun én gang. De største kampe her i livet, skal man været indstillet på at tage helt selv. Det er et veritable miljøsvineri, vi oplever, hvor mundbindene ligger og flyder overalt i naturen. Jeg mener, man anbefalede at skifte hver tredje time. Hvis alle havde lyttet til dette og heller ikke købt stof-mundbind, så ville vi have været druknet i mikroplast affald.
Det er jo kun mig selv, det går ud over, ved at genbruge mundbindet. Min søn syntes dog hans fader var for ulækker efter 3 mdr med samme mundbind. Han forærede mig en stofbind. Det bruger jeg så nu.
Jeg kommer aldrig overens med mundbind. Og desværre har jeg ikke troen på, at den forsvinder igen. Jeg vil stille lys i vinduerne den aften, det sker. Jeg har altid kaldt den for ”pandemi burka”. Den viser troskab til sagen og sikrer illusionen om beskyttelse mod alverdens dårskab.
Brostrøm sagde det meget rammende på én af de allerførste pressemøder. ”Det er ikke en del af vores værktøjskasse. Det har kun til formål at sikre, at smittede ikke smitter andre” (som jeg husker formuleringen!!!). Det var før, han blev afrettet.
Mundbindet er ikonet for corona. Det er det, vi til alle tider vil huske det på – Global på alle måder. Men det er et følelsespolitisk redskab. Man kan ikke argumentere imod den. Brostrøm har sikkert ret. Den forhindrer mig i at smitte andre. Men hvis jeg så ikke er smittet, så giver den ikke mening.
Selvfølgelig jeg kan ikke vide det. Og specielt ikke, når jeg ikke vil lade mig teste! Min argumentation er svag, men tallene taler bare sit tydelige sprog. Sandsynligheden for at møde en smittet er umådelig lille. Det er ikke engang 5 % af Danmarks befolkning, der har været konstateret smittet. Min smitte app. Siger: Ingen nye beskeder. Det har den gjort siden, jeg installerede den for et lille år siden.
Det handler da heller ikke at undgå at blive smittet. Det handler om, at mundbind er et fantastisk redskab til at minde folk om, at der er corona. At dem, som beskytter os, er tilstede i rummet. Det bliver en legitimering af åbninger i samfundet midt i en pandemi. Vi kræver mundbind, så har vi selv rene hænder. Miljøet er til gengæld ikke så rent bagefter. For man sender millioner af tons mikroplast i kredsløb.
Mundbind skaber afstand mellem mennesker. Den understøtter forestillingen om vores medborgere som forvoldere af skade. Vi bliver hinandens modborgere med bundbind på. Den fjerner kommunikationen. Vi kan nok tale, men smilet er væk. Livsglæden er suget ud af fællesskabet. For noget tid siden var jeg inde på Strøget. Jeg skyndte mig hjem igen efter forrettet sag. De mange lukkede butikker og menneskene med mundbind og de frygtsomme øjne skabte en stemning, der mindede mig om min tur til Østberlin i 1987.
Jeg savner det daglige smil fra hende den langbenede nede i motionscentret. Ikke fordi jeg på nogen måder har oppe at køre. Jeg ville heller ikke tale med hende. Jeg har ikke noget at sige hende. Hun har heller ikke noget at sige til mig. Hun smilte, fordi hun er god til sit arbejde. Hun udfyldte en funktion. Det gør hende ikke til et objekt – #sågarjeg.
Det er den kierkegaardske hyldest til øjeblikket – Nuet der rækker ind i evigheden. Det er smilet, der minder mig om, at jeg er tilstede i denne verden og svaret, som anerkender min væren til stede.
Først gav man hende mundbind på. Bagefter lukkede man centret. Man ville beskytte mig mod sundhed. Eller var det for at beskytte de andre mod min sundhed? Man gør af hensynet til de svage grupper i samfundet, som man siger. Man slår en knude, man ikke kan få op igen. Man mener, de ikke overlever, hvis de går derhen. Men de bliver omvendt aldrig stærkere, hvis de ikke gør det!
Summa sumarum – når alt er lagt sammen og man slår to korte vandrette streger, står der et svar tilbage: Godhavn undskyldningen om igen. Man sætter sig selv i scene som dem, der tager ansvar, men det man i virkeligheden gør er det stik modsatte – man fralægger sig ansvar. Man frikøber sig.
Det startede ellers så godt – hvis man kan sige sådan. Vi stod overfor sygdom, der ville lægge hele sundhedsvæsenet ned. ”Vi kan ikke tage ansvaret for at behandle alle de mennesker, der er på vej ind. Gør noget”. Handling var påkrævet. Man lukkede samfundet ned. Stadig alt var i sin skønneste orden midt i al elendigheden. Problemet opstår selvfølgelig, når dem, som skal agere, er skåret ud af en Godhavn undskyldning.
Handling påkrævet, men denne rummer ikke løsningen. Tager man ansvaret og samtidig fralægger det igen, så har man billedlig talt bragt sorte per i spil. Hvem sidder så med den. Det startede med unge, som man hængte ud som de letsindige, selvom det ikke er deres sygdom. De var bare unge og gjorde det, som bare for halvandet år siden var en grundlovsikret rettighed. Man udstedte kæmpebøder, selvom der mig bekendt ikke var nogle, som brød ind på plejehjem og organiserede en tour de chambre.
Lige fortiden er det vist mere borgerne ude i Ishøj. Man er fornærmede over, at the bro’s, der hænger ud nede på torvet, ikke bærer mundbind samtidigt med at vi forbyder, at deres søstre tildækker sig! Og nede på socialkontoret får de af vide, at vi helst ser der skrider – Det hedder repatriering. Men de skal edderman’me opføre sig ordentligt indtil da.
Man laver testcentre overalt landet, fordi man ikke vil tage ansvaret for at åbne op mens virussen hærger. Man må dog i det mindste kontrollere den ned. Befolkningen hylder det. De er skåret af samme logik. Her bliver det bare meget mere håndgribeligt. Det er ikke til at holde ud at skulle bære ansvaret for at have smittet sine kære, sine kolleger – sågar nogle gange sine kære kolleger.
Astra Zeneca fortællingen er måske det allertydeligste eksempel ansvarsfralæggelse og dens konsekvenser. Sundhedsvæsenet vil ikke tage ansvaret for de dødsfald, som måske vil komme efter det dødsfald. Derfor fjerner de den vacinationsprogrammet. Men omkostningen ved den beslutning, den frasiger de sig også. Den må andre så tage ansvaret for. De er også henrivende befriede for at tage ansvar for miljø belastningen ved beslutningen. Det hviler jo på et helt andet resort. Så også her forsvinder ansvaret.
Verden er nu engang ikke sort/hvid. Bag denne fralæggelse af ansvar ligger der nogle aldeles ubehagelige beslutninger. Sundhedsvæsenet tager ansvar for den enkelte borgers liv, som modtager denne vaccine. Det kan de bare ikke, for hvad med de andres liv, som skal vente lidt længere med genåbning? Sommerens festivaller ville meget gerne have været denne udsættelse foruden, tænker jeg. Hvad med miljøet. Hvor er ansvaret for det henne? Astra Zeneca koster det halve. Nu bliver det dobbelt så dyrt. Hvad med ansvaret for finansieringen? Hvilke andre patienter går det udover. Eller skal vi bare betale mere i skat? Husk vi kan kun betale 100 %.
Hvor er samfundssindet henne? Den gælder måske ikke for offentlige myndigheder.
Det er ikke nemt at lede et land smækfyldt af dissidenter. Det er ikke let at være Fru Frederiksen. Særligt når man bliver hængt op i en lygtepæl med en løkke om halsen. Det er ikke just dansk i al sin hyggelighed. Og der er jo trodsalt en lille social demokrat gemt i os alle. Vi elsker vores velstandssystem, når det virkelig kommer til stykket. Det har liste A unægtelig aktier i. Spørger man dem selv, tager de nok det fulde ansvar. Det er ikke hele sandheden. Hvis man spørger Tor Nørretranders, eller i det mindste læser hans bog: ”Vær nær”, så stikker det dybere end som så. Selv egoister har en social bevidsthed. ”Hvis andre har det bedre, så får jeg det godt”. Det er ikke skåret ud af en højere retfærdighed. Det er en kalkuleret logik lagt ovenpå den menneskelige genetik.
Det ændrer ikke på, at den iscenesatte ansvarlighed bider sig selv i halen. Uanset hvor meget man søger at hive sig op af påtaget velvilje, så kan det ikke andet gå galt, når man starter med at være forkert på den. Som Peter Sommer har indset(Den mand kan ikke citeres nok!!!), så er der kun én ting at gøre: ”Skil det det hele ad, men gør det, mens det virker. Sig nej den næste dag. Sig ja den næste uge, det næste år”. Han ved at dette er svært. For han fortsætter med tørt at konstatere: ”Hvorfor løb vi, Vi ku’ være gået hele vejen!”.
Man kunne jo tænke i geologisk forstand. Det hedder: Den antrocopæne tidsalder. Det er den geologiske periode, hvor menneskeheden har bragt sig i stand til at udslette verden. Det er ikke en dommedags profeti. Blot et faktum indtruffet for ca 200 år som følge af teknologiske landvindinger. Klimaudfordringen er bare et eksempel. Atombomben er et andet. Det handler om at gentænke den måde, vi er til på for, at geologien kan få en ny tidsalder. Det er at finde nye løsninger i måden at håndtere udfordringer på. Det er en ny erkendelsesform baseret på økologisk sameksistens. Lars Tønder taler om at skabe løsninger i krydsfeltet mellem det menneskelige og det ikke menneskelige. Det kunne i corona sammenhæng være en anerkendelse af, at man inddrage det naturlige immunforsvar som en del af håndteringen, for dem der kan det.
Det handler i hvert fald om, at vi hver især generobrer ansvaret for vores egen sundhed. Vi skal hverken fratages den – endsige selv forfalde til at udlicitere den til tredjepart. Man kan til nøds altid søge en håndsrækning, men ansvaret ligger til enhver tid hos den enkelte.
Individet rummer løsningen. Håndsrækningen går på at samfundet hjælper individet på vej – At gøre det muligt, at vi tager de rigtige beslutninger.
Hjemme i min lille husstand har vi taget hul på vores helt egen gaiaske fortolkning, godt hjulpet på vej af corona restriktionerne. Vi kom alle de penge, vi sparede ved ikke at frekventere kulturoplevelser og restauranter, ned i en kop. For dem købte vi 2 tønder land jord og et lille hus på Møn. Det er vores fælles løsning på alt. Det er den allerbedste vaccine, der findes. Det er vores lille eksperimentarium for økologisk sameksistens. I første omgang i forhold til pandemien.
Det er et udtryk for menneskehedens redning og samtidig også dets forbandelse. Det sidste, fordi vi så accepterer. Det første, fordi vi hele tiden tilpasser os omgivelserne. Vi skaber vores rum af mening midt i al fraværet af oplevelsen af mening. Om det er ”i trods –” eller ”på trods af – ” så overlever vi dog. Det er i grunden lidt sådan immunforsvaret virker. Enten klarer vi det – eller også går vi til. Den har en tvist i min øjne. Det handler om at klare den uden miste sig selv. Hvis ikke, så er det i virkeligheden det samme, som ikke at klare det!
Det er vores lille parallelsamfund. Det gode ved parallelsamfund er jo, at det kun er et problem for det samfund der hævder at have monopol herpå.
Det er mundbind – og håndsprit frit område. Det er ingen opsporingsstrategi. Jeg har jo taget den sunde fornuft med herned. Her stikker vi fingeren i jorden. Hvis det kan glæde Heunicke, gør vi det gerne to gange. Ingen fare på færde. Vi er kun to. Vi kan selvfølgelig smitte hinanden. Det er til gengæld gensidigt. Corona er vist ikke lige just lommeuld. Det kommer ikke ud af ingenting.
Vi bygger kvashegn og graver ud til blomstereng. Hernede er der plads til alle – Både blomsten og bien.
Der er både fugle taget og på foderbrættet.
Forhaven er mit motionscenter. Nogle gange må man grave dybt.
Det er næsten så pontopidansk, som det kan blive. Endda meget bedre – Det er Fausingholm deluxe. Min Jytte vil gerne have mig og jeg tænker ikke, jeg dør, hvis jeg undlader at tage medicinen. Så vi er på alle parametre kommet tilbage fra de dødes rige.
