Det var vist her Stoptankespild reelt startede. Den var sidst opdateret 8. Sept. 2020. Sendt til Weekendavisen ved samme lejlighed
Nogle af argumenterne har åbenbart hængt ved. Det store spørgsmål vil altid være: Er det et fordi tanken netop har en gyldighed eller er det et udtryk for, at jeg står stille. ”Pilen peger indad. Det er derfor jeg står stille” – synger Peter Sommer!
……
Længe spurgte jeg mig selv: Hvornår stopper det her? Nu undrer jeg mig mere over, hvor længe vil folk dog finde sig i det. Hvornår finder rationalitet igen fodfæste – Eller er vi for evigt tilbage i den mørke middelalder?
Jeg troede ligeså længe det bare handlede om, at det var Corona. Men det stopper slet ikke med dette. Corona pandemien er bare det klassiske eksempel.
Jeg taler om følelsespolitikken. Det er som udgangspunkt sympatisk. Det gør politikken vedkommende. Vi kan identificere os med den. Men politik vedrører jo os alle sammen i fællesskab. Politikken kan nu engang ikke gå på omgang, uanset hvor meget Arne er ”nede me’ det”. Det er den gode gamle klassiske moderne samfundsafvejning mellem individ og samfund. Den går lidt fløjten i denne følelsespolitiske kontekst. Det bliver i stedet til ”mig selv” og ”de andre”.
Følelser er i sin natur irrationel. Det er ikke heldigt i en samfundsmæssig kontekst og særdeleshed i ikke på den lange bane. Det er essensen i fremkomsten af det moderne samfund. Der er to måder at agere på. Enten introducerer man stram styring af irrationaliteten. Ellers omfavner man irrationaliteten gennem dens modpol – Rationalitet. Det handler om at tænke sig om. I politisk kontekst handler det om at have tillid til, at folket kan tænke selv. Der vil altid være nogle, der bøvler med dette. Sådan er det nu engang – mod hovmod er vi alle fortabte. Men så kan de lære det! Det var det, som var Grundtvigs projekt.
Den siddende regering har desværre valgt den første løsningsmodel.
Det er jo altid en afvejning – Det er det, demokrati handler om!!!! Demo cratos er græsk – betyder folke styre, ikke styring af folket. Følelsespoltik gav rigtig god mening i starten af coronaen.. Ingen vidste jo, hvad det var. Svenskerne valgte en anden vej. Men det kan objektivt set ikke udelukkes, at det er det rigtige på den lange bane, vel at mærke hvis det øvrige verdenssamfund stopper med at fastholde fordømmelsen af Sverige, for at retfærdiggøre fortsat praktisering af følelsespolitik.
Nu er vi dog blevet klogere. Og der er ikke noget hemmeligt i det. Det står på sundhedsstyrelsens hjemmeside – opdateret hver eneste dag kl 14:00. For ”raske” personer under 50 år er dødelighedsraten 0,000097 for de kendte covid19 smitte tilfælde. Medtager man alle dem, som har været smittede uden at vide det, så er det endnu lavere – Det tal kendes af gode grunde nu engang ikke! Tallet er udregnet under forudsætning af normalfordelt smitte smittetryk. Det er overvejende unge, der smittede. Så der faktiske rate er egentlig endnu mindre.
Altså der er en rimelig god sandsynlighed for at overleve det her. Hvis man er så heldige at tilhøre den del af befolkningen. Det er trodsalt 60 %. Noget værre ser det naturligvis ud, hvis man er kronisk syg og samtidig oppe i årene. Denne pandemi har vist sig særdeles ubarmhjertelig, når det gælder fremskyndelse at det nært forestående.
Så det er afvegningens kunst igen, igen. Alle forstandige mennesker ved godt, at denne pandemi skal håndteres med alvor. God håndhygiene og at nyse i almue samt selvisolation ved smitte giver god mening – Vi skal agere med omtanke. Vi får desværre ikke lov til at efterprøve om dette er fuldt tilstrækkelig!!!
I øvrigt ganske morsomt. For man foregav at anlægge den rationelle approach. Man ville spørge de klogeste hoveder i denne svære situation, Selvfølgelig underlagt stram censur. Hvis de så meget anlagde et proportionalitetsprincip, så kunne de godt glemme det.
Vi havde at gøre med en virus, ingen vidste noget om, hvor man ikke havde den fjerneste ide om behandlingen. Man kunne i princippet have spurgt hvem som helst. Hvorfor ikke spørge den dumme dreng nede i flokken? Sidst kunne han dog, som den eneste, se, at kongen ikke havde noget tøj på. Men han er diagnosticeret med ADHD. Han er dumpet i Pisa. Ham tager veluddannede pædagoger sig af. Det er nu engang svært, når man er vokset op med en enlig mor!
Vi skal vise særligt hensyn til de svage i blandt os. Det er alle forstandige med bare et gran af empati med på. Beskyttelse af mindretallet det er et grundlæggende demokratisk princip, som alle forstandige mennesker kan og vil understøtte. Men det er jo ikke noget nyt politisk projekt. Går man igen tilbage til Grundtvigs tid, så var det lige præcis det, som socialdemokratiets modstandere dengang praktiserede. Højre – hed partiet. Nu hedder de ”det konservative folkeparti”. Rigtigt meget har ændret sig siden da. På nær én ting. Højre forsvarede også hårdnakket en minoritet. Det var bare de rige – som dengang var de rige og jordbesiddende. Socialdemokraternes hoved anke imod var, at det skete på bekostning af masserne.
”Alt må forandres, for at det hele kan forblive uforandret”, var der engang en syditaliener, der udtalte. Vi de raske har mistet velfærd i kampen for den større sandhed. Jeg har en skuffe fuld af koncertbilletter, som ikke kan indløses. Og det vi som kan, har egentlig slet ikke lyst til at benytte, fordi det har mistet sin herlighed i frygten for, hvad dette kan føre til. Det udløser den dobbelte skam over det at have og det at kunne. Det er ikke set lignende siden pietismens tid.
Og det stopper jo ikke med det første. Der er jo endnu kun 0,5 % af befolkningen, der er – eller har været smittet. Og truslen om benhårde nedlukninger hænger over vores hoveder, selvom respiratorkapaciteten i meget lang tid har ligget under 0,5 %. Engang talte man altid om 80-20 reglen. Coronaen har introduceret en 99,5 – 0,5 regel.
Mundbind er mantraet. Unægtelig et undværligt værktøj for dem, som er i direkte kontakt med smittede. Selvom det jo først og fremmest er den anden vej rundt – at en smittet ikke smitter en rask. Den forstandige/ansvarbevidste er jo gået i selvisolation. Så alt andet lige er det i princippet kun dem, der ikke ved at de er smittede, som er udfordringen. Altså vi bærer mundbind alene for de uforstandige og de uvidende, så de svært syge ikke bliver smittede! Det er i min optik en meget lidt progressiv approach.
Hvis det så betød, at det gav de raske nogle fordele. At vi kunne gå til koncerter. Så var det dog til at forstå. Det er et påbud fulgt op af en restriktion. Det er nu engang nemmere at sluge en ulempe, hvis den følges op af en fordel. Det skaber sammenhæng mellem ydelsen og nydelsen. Det villle give glade skatteydere. Miljøet viille have godt af det – at lade forureneren betale. Det hedder at rydde op efter sig,
Denne evige strøm af restriktioner, signalerer på den ene side handlekraft. Men den fjerner også perspektivet. Det er er Her-og nu politik, at begrænse smitte og at redde ethvert menneskeliv i kampen mod corona. Over tid giver det ikke mening, i al den stund at vi alle skal dø! Og vi mennesker vil jo ikke kun vil overleve. Vi vil også ”leve”. Et længere perspektiv, vil naturligt introducere prioriteringer på dét at redde liv. 7.000 danskere er døde som følge af deres rygning, mens vi har været corona nedlukkede.
På den korte bane kan man ikke skifte over. Det er et langt, sejt træk, som slet ikke kan matche betydningen af corona handlekraft, når vi står overfor folketingsvalget i 2023.
Man ville gøre meget mere for de unges helbred, hvis man fik dem til at drikke og ryge mindre, end ved at jagte dem konstant for deres letsindighed overfor smittefare. Der er drifter, som selv en følelsespolitik ikke kan få has med. Og her referer jeg ikke til togdrift!
Her- nu politikken fjerner belejligt fokus fra alt det, som man ikke er istand til at gennemføre. Man køber yderligere tid ved at oprette en post på finansloven, der heder: ”krigen mod Corona”. Det siger i grunden alt. De gør sig til situationens fortsatte generalstab.
De røde bliver ikke grønne af at føre miljøvalgkamp. De kommer i forsommeren med en længe ventet, corona udsat klimaplan, bygger på at klimaindsatsen ikke må koste ”velfærd” og arbejdspladser. Man kan nu engang ikke ændre noget, hvis man ikke er villig til at gøre en forskel for nogen. Og man lærer det heller ikke ved at køre en Corona kampagne. Men kan nu engang ikke håndtere klimaudfordringen med hårde restriktioner, indtil der forelægger en vaccine mod global opvarmning. Man kan ikke forbedre klimaet uden at ændre ”velfærd” i klassisk socialdemokratisk forstand.
Klima handler om vores alle sammens forbrug. Og her i landet er det offentlige den suverænt største forbruger. Det er en fælles udfordring. Alle skal gøre hvad vi kan. ”Vi er klimaet” sige Jonathan Safran Foer. Vi trækker alle vejret. Staten skal i høj grad også se på sit forbrug.
”Skild det hele ad. Men gør det mens det virker. Saml det så igen”, synger Peter Sommer – vor tids Grundtvig!!! Vi har brug for at gentænke, den måde vi gør ting på. I stedet for at tælle de syge, burde man fokusere på havde der gør dem raske. Ingen ved det som sagt endnu, men noget peger i retning af rygning, fedme og D-vitamin har en indflydelse på sygdommen . Så det var måske bedre bare at stoppe med at ryge, at tabe sig og så gå ud i solen – Og hvis den ikke er der, så gå derud alligevel. Sund levevis er måske den allerbedste kur mod corona. Ligesom den er mod alle sygdomme. Selv alderdom. Den kan ikke forhindrer os i at dø, men den kan dog lindre vejen dertil. Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, hvis nu alle forblev raske, hvad skulle alle lægerne og sygeplejerskerne så lave. Se bare, hvad der skete med piloterne, da vi pludselig stoppede med at flyve. Og hvem skal så stemme på de partier, som lover at levere det her!!!
Mit hovedargument IMOD følelsespolitik er imidlertid dette: Følelses politik kan man ikke argumentere imod.
Den er dybest set ikke nogen, der ikke at ville gøre noget imod pandemien, Arnes udfordring er i bund og grund hel legitim. Hvem vil acceptere, at om kvinder og for den sags skyld mænd bliver udsat for seksuelle overgreb. Jeg udfordrer ikke den almengyldige legitimitet i politikkerne. Jeg anfægter reelt udelukkende medieringen. Når man ligger følelsesladede tæppe ind over, så fjernes oppositionens mulighed for modargumentering. Man bliver følelsesmæssigt involveret i fortællingen. Man bliver såret eller fornærmet, hvis nogen måtte argumentere imod. Man er så meget indeni, at man er ude af stand til at se sig selv udefra. Det udelukker den rationelle tilgang. Og fremfor alt man er uimodtagelig for argumentet. Hvad jeg end måtte mene, ændrer ikke en tøddel. Man vil sikkert hævde, at det heller ikke skulle være nødvendigt. Vi er sandheden. Jeg har altid haft et forbeholdt overfor folk som hævder at hævde kende sandheden og som ligger inde med løsningen. Jeg tror nu engang på den fri vilje – at de fri tanke gør os klogere – og rigere. Det var på mode engang. De gamle tænkere havde ret. Men fortiden vender vi os imod – stemplet som sorte barbarer. Der var en fra den tid – Søren Kierkegaard – sagde at livet forståes baglæns men leves forlæns. Hvis man vender sig mod sin historie. Så går man alt andet lige baglæns!!!
Følelsespolitikken er et frontangreb mod ytringsfriheden. Dette dog i den mest raffinerede form. Fordi man behøver ikke at indsætte en nationalgarde, som fængsler og torturerer mod dem som forbryder sig mod den. Det sørger den socialkontrol for. Den er benhård i sin udskamning.
Først røg forsamlingsfriheden. Derefter mistede jeg min kompetence til at agere i forhold til egen sundhed. Sandheden om mit helbred kan alene fastslås på et corona testcenter. Og jeg fik frataget min stemme. Jeg taler for døve øre. Og man kan ikke se min mund bevæge sig bag mundbindet. Jeg kan måske stadig sætte mit kryds på en stemmeseddel. Men hvad er det værd, når alt det andet ikke er der?
Den politiske dagsorden savner Kant – Den kategoriske imperativ har mistet sit subjekt.